4 gode vegetarrestauranter
De kloge siger, at en kødfri dag om ugen er godt for sundheden og miljøet. Og i modsætning til, hvad mange går og tror, så er vegetarmad heldigvis ikke begrænset til kedelige klidkiks og udkogte, gule ærter. Mad uden kød kan også være farvestrålende salater og smagfulde, indiske lækkerier. Vi guider dig til fire gode vegetariske restauranter i byen, som alle tilbyder et væld af smagfulde, grønne retter.
AMBROSIA
Ud over at være vegetarrestaurant er Ambrosia vel nok Københavns eneste skofri restaurant. Her laves vegetarisk mad fra bunden med sæsonens råvarer, hvilket betyder, at menuen skifter efter årstiden. Meget af maden er desuden vegansk, og der er også mulighed for at spise glutenfrit. Menuen er en buffet med masser af retter fra alle verdens hjørner, for eksempel spændende supper, sunde salater, varme retter og lækkert, hjemmebagt brød.
Nordre Fasanvej 230
2200 Kbh. N
BOTANIQ
Lige over for Torvehallerne ligger Botaniq. Her er fokus på bæredygtighed, og derfor bruger de udelukkende råvarer fra planteriget i deres retter, hvilket betyder, at maden på Botaniq faktisk er helt fri for animalske produkter som smør og mælk. Med udgangspunkt i ønsket om at vise køben- havnerne, at vegansk mad er meget mere end klidkiks og gulerødder byder Botaniq blandt andet på vegansk smørrebrød, smoothies og overdådige salater. Ja, sågar stearinlysene er veganske og altså lavet uden svinefedt.
Frederiksborggade 26
1360 Kbh. K
GOVINDA
Govinda er et lille, vegetarisk takeawaysted på Vesterbro. De fleste af retterne er inspireret af det indiske køkken, som netop er kendt for et bredt udvalg af spændende vegetarretter. Menukortet hos Govinda varierer afhængig af sæson – i skrivende stund tilbyder de eksempelvis cubansk sortbønnesuppe og små, velsmagende samosaer. Prøv desuden et par papadums til din mad – sprøde, indiske snackbrød, som passer godt til de fleste retter.
Åboulevard 7 st.th.
1635 Kbh. V
CAFÉ N
På den hyggelige Blågårdsgade ligger Café N. Her er al maden vegetarisk, og udvalget er stort nok til, at du må afsætte lidt tid til at vælge imellem lækkerierne. Indretningen er hjemlig, og du vil sandsynlig- vis se cafeens ejer gå rundt og hygge om gæsterne. For eksempel med lidt snacks på husets regning. Mange af tallerkenerne er store nok til at mætte to maver, men er du sulten, bliver du bestemt ikke ruineret af at beholde den for dig selv. Prøv en Café N-tallerken med hummus, tzatziki, veggedelle, forskellige salater og frugt eller en veggedelletallerken med to veggedeller, tzatziki og rodfritter.
Blågårdsgade 17
2200 Kbh. N