24 timers sansebombardement i Sydsverige
Hvis du har svært ved at overskue 16 timer i fly for at finde den indre ro på et luksusressort i Thailandbugten, er der heldigvis råd for det. En god times kørsel fra København finder du Ystad Saltsjöbad. Og her kan du både forkæle huden med marokkansk mudder og jojobaolie, næsen med udvalgte æteriske olier og ganen med lidt østrigsk Pinot Noir. Vi skiftede til vinterdæk og sneglede os over broen en iskold lørdag formiddag.
Januar er for de fleste mennesker en kold omgang med juleblues i kroppen og dagdrømmeri om et forår, der er alt for langt væk. Men du skal tage nogle helt andre briller på. Den kolde tid er nemlig muligvis den bedste til at lade dig forkæle og selv forkæle andre. Og en god time fra København ligger der en perle, som kan få kroppen og humøret tilbage på den helt rette kurs.
Det er den første kolde vintermorgen i 2017, og mens vi passerer Øresund, er landskabet på begge landsider klædt i hvidt. Pillerne ved højbroen forsvinder op i de lavthængende skyer, underlaget er isglat, og bilerne kommer på intet tidspunkt op over 60 km/t på den efterfølgende skånske motorvej, som vi ruller af sted på i retning af Ystad.
New Port-stemning
Ystad Saltsjöbad ligger flankeret af fyr- og løvtræer direkte ned til Østersøens brusende bølger. Ved første øjekast er strandhotellet påfaldende stort, men når man først er kommet indenfor, bliver man mødt af en hyggelig og intim Newport-stil, der byder på stribede og hvide sofaer, patinerede rejsekufferter, gamle bøger i gulv-til-loft-reoler og smukke modeller af sejlbåde. Det viser sig, at vi skal bo med udsigt til vandet i et hyggeligt dobbeltværelse med høje, hvide paneler og en masse fiktive familiebilleder i sort/hvid af mennesker, der ser virkelig godt ud. Det kan man trække lidt på smilebåndet over, men selv om det er iscenesatte pressebilleder, skaber det en virkelig hyggelig og hjemlig stemning. Og det er tæt på det perfekte udgangspunkt for det efterfølgende døgn, der både skal byde på en omgang spa og et måltid mad fra en af Sveriges bedste kokke.
Marokkansk mudder og dampbad
The Creek Experience er en af attraktionerne på Ystad Saltsjöbad, og det ligger i et selvstændigt aflukket område af spaen. Behandlingen er en guidet tour på to timer i regnskovsagtige omgivelser. Vi bliver forkælet med et fodbad, der indeholder salt fra Det Døde Hav, ansigtsmaske og dampbad, sauna med isbad, tyrkisk bad med skrubbehandske og en komplet indsmøring i marokkansk ler. Man bliver typisk guidet igennem spaen i mindre hold, og under normale omstændigheder ville det være på sin plads at udveksle lidt ord med de andre spagæster undervejs. Men jeg vil næsten anbefale, at man i stedet prøver at lukke sig lidt inde i sig selv og nyder den beroligende musik, som siver ud af højttalerne, lyden af det rindende vand og duften af de æteriske olier, der fylder lokalet. Man glemmer tid og sted, og de to timer går hurtigt. Da vi forlader The Creek Experience, er vi ikke bare ualmindeligt rene – vi er også trætte, afslappede og fulde af endorfiner.
Villa Strandvägen
Ystad Saltsjöbad har sin egen restaurant, der slet og ret hedder Port. Restauranten er en svensk/amerikansk seafood-restaurant, der er klassisk, tidsløs og med plads til 200 spisende gæster. Som det efterhånden hører sig til på alle bedre restauranter, er køkkenet og råvarerne forankret i lokalmiljøet, og hovedvægten ligger her på fisk, skaldyr og grøntsager. På Port får du en solid og veltilberedt middag i hyggelige omgivelser. Hvis du derimod er indstillet på at bruge lidt flere penge, kan du komme i nærheden af et måltid, der vil efterlade dig med følelsen af, at du har fået en decideret kulinarisk oplevelse.
Et godt stenkast fra Ystad Saltsjöbad ligger Villa Strandvägen, der har rødder tilbage til 1899. Daniel Müllern dirigerer dagligt arbejdet bag kødgryderne, og han er i dag en af Sveriges mest anerkendte kokke. Restauranten har plads til omkring 40 mennesker. Og her får man serveret rustikke og klassiske retter, der er pakket ind i moderne fortolkninger. Vi fik en 5-retters menu baseret på sæsonråvarer, der bestod af skånsk andelever med gris, æble og hasselnød, herefter pighvar med blåmuslinger, så en oksefilet med jordskokke-puré og palmekål, og bagefter en thai-inspireret Tom Yam-suppe, som vi måtte tigge om at få lidt ekstra af. Til sidst fik vi en chokoladedessert med vaniljeis, tranebær og sprødt ristet rugbrød. Betjeningen var venlig og afslappet, men samtidig professionel og meget opmærksom.
Lune pandekager og ditto hotelværelser
Skal man hæfte sig ved én ting, man måske helst havde været foruden, er det grundtemperaturen på hotelværelset. Den lå som udgangspunkt på omkring 25 grader, og det er varmt, når man skal sove med fem retter og seks glas vin i kroppen. Omvendt er det nok bedre end alternativet, når man bor på et værelse, der ligger direkte ud til Østersøens bidende blæst. Så selv om det tog lidt tid at finde en behagelig nattetemperatur, var varmen måske alligevel at foretrække.
Morgenmaden på Ystad Saltsjöbad er bestemt også værd at skrive hjem om. Her finder du alt fra de klassiske indslag som nybagt brød, røræg med bacon og pølser til lune pandekager og vafler. Trykker samvittigheden og andeleveren fra aftenen før om hjertet, kan du også gå ombord i skyr og en relativt stor frugtbuffet. Men mellem os ville det være ærgerligt. En overnatning på Ystad Saltsjöbad kan på alle måder anbefales, hvis du vil give din vintertrætte krop og smagsløg en lille gave. Eller hvis du mod alle odds går og er bange for at tabe livremmen i kølvandet på julemaden.
Læs mere om Ystad Saltsjöbad og Villa Strandvägen på ysb.se og villastrandvagen.se.
LÆS OGSÅ: Tag en sviptur til Lund