10 steder med rigtig god gløgg i København
Nu nærmer julen sig det danske land med hastige skridt. Kulden begynder at bide lidt i kinderne, og det betyder, at du har brug for lidt at varme dig på. Gløgg er en af de helt store juleklassikere i de danske stuer, og i de seneste år er den varme drik blevet nyfortolket og særligt populær blandt restauratører. Vi på Copenhagen Food har testet gløggen rundt omkring i København og guider dig her til, hvor du skal nyde et glas gløgg med dine nærmeste.
Gemyse i Tivoli
I drivhuset hos Gemyse finder du en lille juleoase med julekranse og masser af pynt. Her får du muligheden for at sidde udenfor og lune dig ved bålfade med et tæppe omkring dig og naturligvis et godt glas gløgg i hånden. Gemyse serverer en alkoholfri æblegløgg med krydderier som kanel, ingefær, chili, stjerneanis og kardemomme samt en skive frisk appelsin. Hvis du har brug for lidt ekstra varme, kan du vælge at få et skvæt rom i.
Besøget på Gemyse var sponsoreret af Tivoli.
Pris: 55 kr. (85 kr. med rom)
Vesterbrogade 3,
1630 København V
Brændeskuret i Tivoli
Ved plænen i Tivoli ligger Brændeskuret. Her får du en utrolig flot oplevelse, når du bestiller et glas gløgg. Gløggen indeholder forskellige rødvin og krydderier, som er nøje udvalgt af Tivolis gastronom, og den går under navnet Feuerzangenbowle, som betyder ”gløgg med rom i flammer” – og det er ikke helt tilfældigt. Denne tyske klassiker bliver nemlig antændt med stærk alkohol, så flotte flammer står over dit glas og karamelliserer et stykke rørsukker, inden det bliver hældt i glasset. Dette er et must, hvis du er på en mørk aftentur i Københavns Tivoli.
Besøget på Brændeskuret var sponsoreret af Tivoli.
Pris: 55 kr.
Vesterbrogade 3,
1630 København V
Marchal på d’Angleterre
I de smukke og traditionsfyldte lokaler på Kongens Nytorv finder du d’Angleterre og restauranten Marchal. Her bliver du placeret enten i det bløde sofaarrangement eller ved et af de mange borde beklædt med hvid dug. Hos Marchal på d’Angleterre serverer de to slags gløgg: en hvid og en rød. I den røde gløgg er der rødvin, rød portvin, rom, whisky, cognac og Grand Marnier i en symfoni med kanel, nelliker, stjerneanis og appelsinjuice infuseret med brunt sukker. Den bliver serveret med hjemmelavede pebernødder til den søde tand. I den hvide gløgg er der hvidvin, hvid portvin, lys rom og cognac blandet med æblejuice infusereret med kardemomme, nelliker, grønne æbler, ingefær og frisk appelsin. Hertil følger der en marcipansnebold med cognac med.
Pris: Hvid gløgg 145 kr., rød gløgg 135 kr.
Hotel d’Angleterre,
Kongens Nytorv 34,
1050 København
Vaffelbageriet i Tivoli
Hos oldebarnet Kjeld på Vaffelbageriet får du gløgg, som er lavet ud fra en opskrift, der er gået gennem generationer. Vaffelbageriet har nemlig ligget i Tivoli i 110 år, og man har lavet og serveret lige præcis denne gløgg i mere end 20 år. Gløggen bliver serveret i et krus, hvis design du nok kender fra dine bedsteforældre. Og den smager præcis, som man forestiller sig: klassisk og ikke for sød. Selve opskriften er naturligvis hemmelig, men Kjeld kan røbe, at der indgår rødvin, portvin, kirsebærvin og en masse krydderier. Hvis du vil have den fulde juleoplevelse på Vaffelbageriet, kan redaktionen varmt anbefale at bestille de hjemmelavede æbleskiver med citron og vanilje til gløggen.
Besøget på Vaffelbageriet var sponsoreret af Tivoli.
Pris: 45 kr., (med æbleskiver 85 kr.)
Vesterbrogade 3,
1630 København V
Cakenhagen i Tivoli
Hos Cakenhagen kan du opleve den smukke udsigt til det yndigt pyntede Nimb fra første parket og fornemme det stemningsfulde Tivoli bag ruderne. Som navnet antyder, serverer Cakenhagen en søde og dejlige kage i massevis. Og ved juletid bliver de fleste kager akkompagneret af et godt, klassisk glas gløgg. Den røde gløgg med rødvin, klassiske julekrydderier, mandelsplitter og rosiner har en god styrke og en god smag, som står i fin kontrast til det ellers søde udvalg. Vi anbefaler desuden en af konditoriets juletræsflødeboller med vaniljeskum og estragonchokolade.
Besøget på Cakenhagen var sponsoreret af Tivoli.
Pris: 75 kr.
Vesterbrogade 3,
1630 København V
R Vinbar
På Gammel Mønt i indre København ligger R Vinbar, som serverer et stærkt glas gløgg i hyggelige omgivelser med dæmpet belysning. Selvom den er sødet med akaciehonning er gløggen i modsætning til andre udgaver ikke så sød, men i stedet fuld af smag og kraft. Den er lavet på snaps fra Brønnum, pinot noir, cognac og portvin og med krydderier som chili, kanel, ingefær, stjerneanis og allehånde. Du kan lave den derhjemme selv, for opskriften er frit tilgængelig på R Vinbars hjemmeside, eller du kan nyde den over en aften på baren ved Gammel Mønt.
Pris: 90 kr. (inkl. hjemmebagte brunkager)
Gammel Mønt 14,
1117 København
Vesterbro Vinstue
På Vesterbros mest pulserende gade, Istedgade, finder du Vesterbro Vinstue. Her kommer du ind i hyggelige, let mørke omgivelser med levende lys og en summen af både spisende og drikkende gæster. Ved juletid byder menukortet på både en hvid og en rød gløgg. Den hvide indeholder australsk chardonnay, ingefær, kardemomme og citron og bliver serveret med tranebær og hasselnødder i hvid rom. Den røde gløgg indeholder fransk Côtes do Rhône, appelsin, kanel og nelliker og bliver serveret med blåbær og mandler i mørk rom. Uanset om du er til hvid eller mørk gløgg, kan du læne dig tilbage i Vesterbro Vinstues hyggelige omgivelser og føle dig hjemme.
Pris: 75 kr.
Istedgade 128,
1650 København
Hviids Vinstue
Hos Hviids kan du få alt, hvad dit (tørstige) hjerte begærer. Dette sted er overhældt af traditioner, som tydeligt kan mærkes, når du træder ind i de dunkle lokaler i kælderen på Lille Kongensgade. Mange af gæsterne kommer trofast hvert eneste år for at få et glas gløgg mellem julegaveræset, og julestemningen er til at tage og føle på. Når gløggserveringen begynder den 11. november kl. 11 og frem til jul kniber det med pladsen på Hviids Vinstue, men det gør, at man muligvis kommer til at dele bord med nye bekendtskaber. Den lille, kraftige gløgg, som er lavet på rødvin, cognac, mørk rom, portvin og hemmeligheder er meget stærk, og derfor serveres den i omgange af 1 dl. Den er utroligt velsmagende, men pas på, for hvert glas tæller for to genstande.
Pris: 46 kr.
Kongens Nytorv 19, kælderen
1050 København K
Les Trois Cochons
På Værnedamsvej, den lille smutvej mellem Vesterbrogade og Gammel Kongevej, ligger Les Trois Cochons. Det franskinspirerede spisested serverer et glas gløgg bestående af to slags rødvin, portvin, mørk rom, vodka, snaps og masser af kærlighed. Der er desuden to slags mandler, rosiner og tranebær i glasset. Nyd din gløgg udenfor, mens du observerer det pulserende bindeled mellem Frederiksberg og Vesterbro. Der er sørget for varmelamper, tæpper og et par brunkager til gløggen, som holder kuldegysningerne for døren.
Pris: 75 kr.
Værnedamsvej 10,
1619 København V
The Barking Dog
På Sankt Hans Gade på Nørrebro ligger baren The Barking Dog på en kælderetage. Selvom stedet sædvanligvis er kendt for sine cocktails, blev det sidste år kendt for sin efterhånden famøse gløgg, da den vandt det uofficielle mesterskab i gløgg i Torvehallerne. Gløggen indeholder rødvin, cognac, appelsiner, æbler, kanel, nelliker, kardemomme, angostura og sukker, men den specifikke opskrift er hemmelig. Og det kan man godt forstå, når man smager den. Gløggen er perfekt afbalanceret mellem det stærke og det søde, og med de hjemmebagte småkager ved siden af og den summende barstemning bliver oplevelsen fuldendt.
Pris: 70 kr.
Sankt Hans Gade 19,
2200 København
LÆS OGSÅ: Fra alle os til alle jer…