Det søde, det grønne og alt det sjove til Copenhagen Cooking & Food Festival 2018
Copenhagen Cooking & Food Festival er lige om hjørnet, og fra den 24. august til den 2. september bliver der igen tændt op under gryderne. Det er især tendenser inden for bæredygtighed og vegetarisme, søde sager og særlige pop-ups, som kan opleves i årets gastronomiske festival. Vi har listet de mest spændende middage og arrangementer.
Vegetarisk Festival på Tiøren, 24.-26. august
Den 24.-26. august er der grønt, så langt øjet rækker, når Dansk Vegetarisk Forening byder på 100% plantebaserede retter. Festivalen rummer cirka 25 madboder og 20 boder med plantebaserede produkter. Foruden god mad og god samvittighed byder festivalen også på foredrag, politiske debatter og live-cooking – alt sammen med fokus på vegetarisme. Adgangen er gratis, og bandet Pulsation Point spiller, mens du spiser, kogebogsshopper eller debatterer.
Fit for English-speakers
Grim Buffet, 27. august
Kalder alle madspildsforkæmpere! Vegetariske vidunderligheder og absolut intet madspild forude. I Danmark bliver cirka 160.000 tons frugt og grønt kasseret årligt, da de ikke lever op til dagligvarehandlens idealer og kriterier for, hvordan grøntsager skal se ud. Det uskønne måltidskassefirma GRIM har sat sig for at gøre noget ved problematikken, og derfor arbejder de under Copenhagen Cooking & Food Festival sammen Food Club og Too Good To Go for at skabe en overdådig buffet af det udstødte grønne. Tag-selv-bordet vil blive huset i Food Clubs lokaler på Nørrebro, og Too Good To Go sørger for, at du kan få rester med hjem, så intet går til spilde.
Fit for English-speakers
Verdens (måske) mest bæredygtige middag på Israels Plads, 24. august + 30. august
.506 og Food Studio har slået grydeskeerne sammen til Copenhagen Cooking & Food Festival. Det fælles mål er at udvikle en bæredygtig middag, som belaster klimaet mindst muligt, men ikke går på kompromis med smag. Arrangementet løber over to dage, og det betyder, at resterne fra de lokale råvarer, der anvendes ved første middag, bliver brugt igen til næste middag. Robert Jacobsen og Søren Westh er frontløbere for bæredygtig gastronomi i Norden og har stået for udviklingen af middagen, som blandt andet byder på lerbagte gulerødder, blødbagte kartoffelskræller med københavnsk ricotta og æble i snaps og skovmærke.
Fit for English-speakers
Dine drømmes dessertmenu og champagne hos Winterspring, 30. august
Alle søde drømme bliver til virkelighed den 30. august, hvor Winterspring afholder smagning af deres dessertunivers. Menuen byder på fire salte retter, fire desserter, flødeboller og petit fours, og så er der ovenikøbet en champagnemenu, te fra The Rare Tea Company og kaffe fra Coffee Collective. Dessertlykken venter forude.
Fit for English-speakers
Tour, afternoon-tea og tasting på verdens første designhotel, 28. august
Radisson Collection Royal Hotel i København er designet af Arne Jacobsen i 1960 og er verdens første designhotel. Eventen byder på rundvisning i det nyligt renoverede hotel med mulighed for at se de to nye Fritz Hansen-inspirerede suites. Touren vil blive afsluttet med afternoon tea i den ikoniske Café Royal med fire kager, tre små stykker smørrebrød, to forskellige slags scones og et stort udvalg af te og mousserende vin.
Eventen foregår på engelsk
Is, is og mere is hos Østerberg Ice Cream
Kom med bag ismaskinen, når den omtalte Østerberg Ice Cream inviterer indenfor på Østerbro. Der vil først blive serveret to isserveringer bestående af en sorbet og en mælkeis, alt imens der bliver fortalt om isproduktion, og hvad der udgør den ideelle is. Efterfølgende er der planlagt en tour i køkkenet med en hurtig isproduktion. Eventen egner sig til børn ned til 8 år og foregår på dansk.
Food Crawl: tre restauranter på én aften, 2. september
I forbindelse med Copenhagen Cooking & Food Festival har Madklubben vendt alle forestillinger om det traditionelle måltid på hovedet. Der er nemlig lagt op til food crawl. Aftenen udspiller sig på henholdsvis Bistro Royal, Bazaar og Madklubben Bistro-de-Luxe, hvorimellem du kan gå, cykle eller køre, som du vil. Du kan vælge mellem tre forskellige ruter og derfor også forskellige retter, alt efter hvilken rute du vælger. Nogle af de retter, du kan spise dig mæt i, er blandt andet lynstegt tun på Bistro Royal, tartelet med kylling hos Madklubben eller grønne deleretter hos Bazaar. Så gør dig klar til en aften med tre forskellige restaurantoplevelser i én.
Fit for English-speakers
Pop-up med Michelin-stjerner på Restaurant Brace, 28. august
Michelin-kokken Maca De Castro har siden 2012 haft en stjerne på sin restaurant med samme navn i Spanien. Den 28. august parrer Castro op med Restaurant Braces køkkenchef Nicola Fanetti, og sammen laver de en tastingmenu bestående af fire styk finger foods og dernæst otte sublime retter, som er resultatet af de to kokkes stile. Få chancen for at smage på Italien i Danmark, drysset med stjerner.
Fit for English-speakers
The Unofficial Copenhagen Taco Championship 2018, 27. august
For første gang åbner Byhaven i Pumpehuset for det uofficielle taco-mesterskab. Fem kokke, fem drinks og fem pairings bliver til fem store spiseoplevelser. Deltagerne er kokke fra både ind- og udland, som har til opgave at lange majspandekagerne over disken uden andre begrænsninger, end at de skal smage rigtig godt. Det er publikum, som afgør, hvem vinderen bliver, og der er lagt op til store armbevægelser, når der skal dystes om Københavns første taco-hæder. De kun 100 personer, som kan deltage i arrangementet, bliver delt op i fem grupper, som hver især skal igennem fem sessions med de konkurrerende kokke. Til hver taco hører sig også en drink, som er udviklet til netop dette formål.
Fit for English-speakers
Danmarks Bedste Smørrebrød, 1. september
Danmarks stolthed er til smagning, når landets bedste smørrebrød skal kåres i Festivalcentrum Spisekammeret ved Israels Plads. Den anerkendte madanmelder og forfatter Ole Troelsø udgiver på selvsamme dag bogen ”Danmarks Bedste Smørrebrød’, hvorfor han vil præsentere syv deltagende restauranter samt deres signaturstykke fra udgivelsen under Copenhagen Cooking & Food Festival. Til dine madder er der selvfølgelig også lidt til ganen, og i dette tilfælde vil det være Jacobsens festivaløl og en lille skarp, som jo hører sig til.
LÆS OGSÅ: New Yorks ramenkonge kommer til Danmark