Slaget om pesticiderne
I Bourgogne er en retssag under opsejling. En retssag, der kan vise sig at danne vigtig præcedens for, hvilke muligheder vinbønder har for at passe deres vinmarker sådan, som de har lyst til. Samtidig sætter sagen fokus på vinindustriens forbrug af pesticider i en tid, hvor flere og flere undersøgelser konkluderer bekymrende sammenhænge mellem pesticider og helbredsproblemer. Michael Mortensen har set nærmere på sagens baggrund og fortæller om pesticidforbrug, tilsætningsstoffer og varedeklarationer.
Seks måneders fængsel og 30.000 euro. Det er, hvad det kan vise sig at koste den franske vinbonde Emmanuel Giboulot ikke at sprøjte med pesticider i sine vinmarker. Hvor bizart det end måtte lyde, så forbryder Monsieur Giboulot sig nemlig mod fransk lovgivning, når han nægter at sprøjte sine marker præventivt med det ret kraftige neurotoxin Pyrevert, der med al sandsynlighed ville slå det meste liv i marken ihjel. Alle, der har mødt fransk bureaukrati ansigt til ansigt, ved, at det kan indebære visse udfordringer at skulle navigere i et sammensurium af regler, bestemmelser og kontrolorganer. Tro mig, når jeg siger, at vinlovgivningen og dens kontrollerende organer ikke lader resten af det franske bureaukrati noget tilbage.
SYGDOM
I Giboulots tilfælde handler det som nævnt om midlet Pyrevert, der efter ordre fra myndighederne skal distribueres af Bourgogne-bønderne for at slå et lille insekt, der bærer det fabelagtige, engelske navn the glassy-winged sharpshooter, ihjel. Insektet spreder den frygtede Pierce’s disease, der gør de angrebne vinstokke ude af stand til at optage vand, og man behøver ikke have en længere biologiuddannelse bag sig for at vide, at planter, der ikke kan optage vand, har det svært. Vinstokkenes skud dør, grenene visner og falder af, og til sidst må selve stokken bukke under. Det franske landbrugsministerium kan sin historie og ved udmærket, hvordan det hidtil værste sygdomsangreb, phylloxera-epidemien, udryddede i omegnen af 2/3 af Europas vinmarker i slutningen af 1800-tallet. Derfor er man naturligvis meget opmærksom på de økonomiske risici, der er forbundet med sygdomme i vinmarken.
Den gængse løsning på problemet er at sprøjte med pesticider, insekticider, herbicider osv., og for de største vinproducenters vedkommende måske også at sprøjte en ekstra gang for lige at være sikker. Hvis man producerer millioner af liter vin om året og derfor har utallige hektar vinmarker, er det en nemmere og langt billigere løsning end at forsøge at redde stokkene med ‘håndkraft’ – altså ved konstant pleje og arbejde i marken. Nogle bruger mange pesticider, nogle bruger færre pesticider, og nogle bruger slet ingen.
MASSEUDRYDDELSE
Emmanuel Giboulot tilhører sidstnævnte. Hans far omlagde markerne til økologisk dyrkning i 70’erne, og selv har Emmanuel indført biodynamisk dyrkning på samtlige marker. Der er masser af hokuspokus i biodynamisk landbrug (krystalenergier, månefaser, dynamisering af vand osv.), men i store træk er det en form for aktivistisk økologi, hvor man ligesom i økologien undgår pesticider og herbicider, men til gengæld bruger en række andre sprøjtemidler. Især anvendes forskellige udtræk af alverdens urter, mineraler og gødning, ligesom man lægger meget vægt på at have mange dyr og planter i sine marker for at opretholde en balance, der ligner den vilde natur.
Et af hans argumenter for ikke at ville udføre den lovpligtige sprøjtning er netop biodiversiteten. Altså de mange forskellige insekter og andre skabninger i hans marker, som også ville blive udryddet, hvis han fulgte myndighedernes ordre. Han er især bekymret for bierne, der er alfa omega for bestøvningen i markerne. Ifølge Giboulot er hans vinmarker sunde, netop fordi der lever mange insekter og planter side om side, og en præventiv sprøjtning med Pyrevert ville ødelægge vinmarkens naturlige sundhed. En sundhed han (og hans far før ham) har arbejdet i mange år på at opbygge og opretholde.
EN PRINCIPSAG
Sagen mod Giboulot er på flere måder en principsag. På den ene side står han anklaget som den eneste, selvom alle med kendskab til de biodynamiske og naturligt orienterede vinbønder ved, at der givetvis er langt flere, der ikke har sprøjtet. Den amerikanske journalist Alice Feiring har i den forbindelse citeret en anden (dog unavngiven) vinbonde for at sige, at den nemme løsning er at købe Pyrevert, komme af med indholdet og derefter vise landbrugsministeriets kontrollant den tomme beholder – og så i øvrigt give den tomme beholder videre til naboen, så han også kan vise den frem. Der er også en del biodynamiske producenter i Bourgogne, som samtidig er nogle yderst prominente navne i vinens verden, og som ingen i noget ministerium har lyst til at lægge sig ud med. Men hvem der i realiteten har og ikke har sprøjtet, kan man naturligvis kun gisne om. Faktum er, at det er Emmanuel Giboulot, der nu står som syndebuk. Men dog en frivillig syndebuk, der simpelthen mener, at det er på tide at sige et principielt stop og tage retssagen, uanset hvilken præcedens den så måtte skabe, og hvilken straf han måtte blive idømt.
Sagen er samtidig en principsag for den bevægelse af dels vinbønder og dels vinforbrugere, der ønsker færre sprøjtemidler og tilsætningsstoffer i vinen. Vinindustrien er en af de virkelig tunge drenge i klassen, når det gælder pesticidforbrug, og i takt med at forbrugerne bliver bevidste om indholdet af pesticidrester i vinen, kan en ny og mere krævende type vinkøber være på vej frem.
PESTICIDRESTER OG VAREDEKLARATION
Økologiske fødevarer er på konstant fremmarch her til lands. Men det lader ikke til, at så mange endnu har fået øjnene op for, at vinen kan være en væsentlig kilde til pesticidrester i det daglige. Der er dog antræk til en øget bevidsthed, og for eksempel fik svenskerne i slutningen af sidste år en overraskelse, da det undersøgende tv-program Kalla Fakta testede Systembolagets ti bedst sælgende bag-in-box-vine. Her kunne Kalla Fakta fortælle den oprørte, svenske offentlighed, at man i vinproduktion i EU kan bruge over 60 forskellige tilsætningsstoffer. Det er vel at mærke stoffer, der tilsættes vinen, efter druerne er plukket og presset. Dertil kommer så en alenlang række stoffer såsom pesticider, der anvendes under dyrkningen af druerne. I fire af vinene fandt man pesticidrester i en grad, der lå langt over grænseværdierne for drikkevand og andre drikke.
I Frankrig har en stor undersøgelse netop sat fokus på sammenhængen mellem den faldende franske sædkvalitet og landets største eksportvare og nationale symbol – vinen. Fransk vinproduktion står for omkring 3,5% af landets landbrugsareal, men 20% af pesticidforbruget, og i en større fransk undersøgelse af 300 tilfældige, franske vine fandt man for nylig pesticidrester i 90% af vinene. Den franske regering har allerede anerkendt sammenhængen mellem pesticidforbruget og den øgede forekomst af sygdommen Parkinson hos vinmarksarbejdere, og nu har en nylig undersøgelse som sagt påpeget en sammenhæng mellem den dramatisk faldende sædkvalitet hos franske mænd og pesticidforbruget.
Der er altså noget, som tyder på, at både folk, der beskæftiger sig med vindyrkning, og folk, der beskæftiger sig med vindrikning, bør overveje konsekvenserne af deres møde med de pesticidmængder, der er i vinens verden. For de fleste danskeres vedkommende er det i højere grad drikning end dyrkning, der er på programmet. Derfor kan det også have betydning, hvilke stoffer der er tilsat vinen i kælderen, fordi mange af de tilladte tilsætningsstoffer er allergener og derfor kan give ubehag hos intetanende, overfølsomme vindrikkere.
Der er det pudsige ved vinens plads i EU-lovgivningen, at vin – som det eneste – er fritaget deklarationspligt ud over, at der altid skal stå på vin, at den indeholder sulfitter (svovl). Og ganske rigtigt er der altid sulfitter i vin, men der er en temmelig stor forskel på, hvor meget der tilsættes den færdige vin. Tilsættes der intet eller kun lidt, vil den samlede mængde af sulfitter være umærkelig for svovlallergikere, mens der i de værste tilfælde ikke skal mange slurke til, før allergikere vil opleve en ubehagelig reaktion. Hvorom alting er, skal der altså anføres, at vinen indeholder sulfitter uanset mængde. Og altså uanset om der er tilsat sulfitter eller ej. Hvis man er typen, som godt kan lide at vide, hvor meget kylling der er i ens kyllingesalat, og som undrer sig over, at en pakke kogt skinke indeholder ni andre ingredienser end skinke, så kunne det måske også være interessant at vide, hvor meget andet end druer der er blevet brugt til at lave den vin, man overvejer at købe. Der er ikke meget sydfransk solskin og bon vivant-stemning over en varedeklaration, der fortæller, at vinen har fået justeret farve, smag, duft, alkohol, viskositet og glans med kemisk hjælp, og at den desuden er svovlet så tungt, at man efter et par glas er ude over, hvad de fleste danske læger ville kalde et acceptabelt svovlindtag. Det er ingen hemmelighed, at en lang række vinorganisationer har lobbyister i EU, der gør alt, hvad de kan, for at holde på fritagelsen for varedeklarationer, og der er ikke umiddelbart tegn i måne og stjerner på, at tingene skulle være ved at ændre sig – men man kan jo håbe.
Selv uden en varedeklaration har man dog en chance for at undgå en del sprøjtemidler og tilsætningsstoffer ved at vælge økologiske eller biodynamiske vine. Der er en række certificeringer, man kan kigge efter i den forbindelse, med AB, Ecocert, Demeter og Biodyvin som nogle af de mest almindelige.
STÆRK GIFT OG BLID BOURGOGNE
I al denne pesticid- og tilsætningssnak skal man selvfølgelig ikke glemme, at det klart giftigste stof i vin er alkohol, og at det med al sandsynlighed er netop alkoholen, man kan mærke i kroppen dagen efter, man har ladet sig beruse af vinens glæder. Og samtidig må det naturligvis være helt op til den enkelte, om man vil bekymre sig over eventuelle pesticidrester i vinen eller ej, ligesom det gør sig gældende med andre fødevarer. Man må bare ikke være blind overfor, at vin som sådan er et (mindst) lige så industrialiseret og manipuleret produkt som alt mulig andet i supermarkedet. Jovist, der er forskel på producenternes metoder, men det er der også, når det gælder mælk, kød og ketchup.
Uanset om du nu skuler mistroisk hen på vinskabet eller er så absolut fløjtende ligeglad, så er det altid en god idé at smage god vin. Næste gang, du skulle købe sådan én, kunne det jo passende være en vin fra Emmanuel Giboulot, der laver henrivende bourgogner uden så meget lagt til eller taget fra. De hvide er store og kraftige med masser af tyngde, mens de røde er lyse, fine og elegante. Sagen mod Giboulot er i skrivende stund endnu et par uger fra sin begyndelse, og der er ingen tvivl om, at den vil blive fulgt tæt af både pesticidernes fortalere og modstandere.