Pop up-middag med shiso i centrum
Er du træt af forudsigelighed, når du går ud for at spise? Så skal du måske et smut forbi KW3 på Østerbro de kommende uger. Her er to landsskabsarkitekter og en kok gået sammen for at give dig en særlig spiseoplevelse.
Mrs. Ph(i)Nk afholder i juli en unik pop up-restaurant i kulturhuset KW3 på Østerbro. Hovedingrediensen på menukortet vil være krydderurten shiso, som man typisk finder i det asiatiske køkken. Planten indeholder en masse velkendte smage fra blandt andet mynte, basilikum, koriander, kanel og sesam – kort sagt, lidt af det hele.
Restauranten vil holde åbent onsdag til lørdag, og man kan allerede nu købe billetter til en tastingmenu for 150 kr. Efter middagen kan man rykke festen ud i haven og lytte til musik leveret af skiftende DJs. Baren holder åbent til kl. 01, og der vil også her være rig mulighed for at smage på den famøse krydderurt. Du kan for eksempel prøve en Shiso Sour med æble, shiso og agurk eller en Plantation Rom for 65 kr.
To landskabsarkitekter og en kok
Pop up-konceptet Mrs. Ph(i)Nk er et samarbejde mellem den dansk-italienske kok Claudia Canzanalla, den amerikanske landskabsarkitekt Taryn Humphrey og den danske landskabsarkitekt Cathrine Juhl. Projektet er i bund og grund opbygget som et eksperiment. Planen er at udvælge planter, indsamle frø, dyrke planter og herfra eksperimentere med smage og sammensætninger. Men intet er overladt til tilfældigheder, når råvarerne bliver sat sammen.
Restauranten tilbyder to seatings pr. aften – kl. 18-19.30 eller kl. 20-21.30. Baren holder åbent fra kl. 16-01.
Du kan læse mere om eventet og købe billetter på www.mrsphink.com.
LÆS OGSÅ: Kom til sanselig pop-up bar med en af Sveriges bedste kokke