Kartofler & sommerbuk
Kartofler er måske det tætteste, vi kommer på en nationalspise herhjemme. Og selv om kosteksperterne har travlt med at fortælle os, at for meget stivelse er djævlens værk, skal den lille rodfrugt klart prioriteres i din kostplan de kommende måneder.
Mens det klæder en melet vinterkartoffel at blive gemt væk i krydderier, mos og sovs, er en lille, nyopgravet, dansk kartoffel en helt anden sag. Det er smagen af lange sommeraftener og det lette liv. I virkeligheden smukt symboliseret ved at det bedste, man kan give den, er noget så enkelt som en klat smør og lidt flagesalt.
Normalt hører vildtkød efteråret til og knytter sig til jagtsæsonen, der for alvor går ind i oktober. Men allerede fra 16. maj må man skyde råbukke eller sommerbukke. Det er en mager spise, men kødet er rødt og har alligevel masser af smag. Du kan finde noter af enebær i kødet, og det kan minde lidt om lammekød. Det egner sig godt til at blive grillet, og ryggen kan med fordel fileteres og skæres til bøffer, som i øvrigt skal steges i ganske kort tid ved høj varme. Sommerbuk passer perfekt til bær eller rabarber, nye kartofler og grønne bønner.
Marcus Lund har været i køkkenet og tilberedt seks udsøgte retter af de to sæsonaktuelle råvarer. Opskrifterne får du her.