En arketype i alpelandet
Østrigsk vin fik sit internationale gennembrud for mange år siden, og østrigerne er nu fast inventar på alle seriøse vinkort. Fra de klassiske restauranter til de trendy og fra steakhouses til sushisteder. Det er til gengæld interessant at se, hvordan en ny og ung generation af vinbønder på sin vis låner fra både denne og hin og samtidig er helt deres egne. Jeg har været en tur i Østrig for at besøge både unge og gamle og er blevet bekræftet i, hvor godt det egentlig står til. Især for en ung mand, hvis vine jeg aldrig rigtigt tidligere har kunnet lide.
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at en del af attraktionen ved turen til Østrig var, at tidspunktet passede med den årligt tilbagevendende full moon party, hvor Gut Oggau og Christian Tschida (der begge er i den absolutte elite af østrigske vinbønder) skiftes til at være vært for en lang række vinbønder, importører, journalister, sommelierer og andre tørstige hang-arounds. Men det, der står klarest i erindringen, er nu engang besøgene hos såvel unge som ældre, som med al tydelighed viste, hvor ambitiøst, minutiøst og hårdt der arbejdes. Arbejdet foregår på mange forskellige måder, men resultaterne er overbevisende hos dem alle. Det er især en fornøjelse at se, hvordan flere unge vinbønder har fundet en sikker stil samt en ro og et overskud i deres måde at arbejde på. At se, hvordan erfaringer kommer til udtryk i vinene, der bliver bedre og bedre. Nuvel, man skal også glæde sig over de gamle, der år efter år utrætteligt fortsætter arbejdet og kværner den ene flotte vin ud efter den anden. Men det er vel et temmelig almindeligt menneskeligt træk, at man lægger mere mærke til forandringen end til kontinuiteten. Og som vinsmager og -drikker er det altid en særlig fornøjelse at opleve en vinbonde højne kvaliteten og skærpe sin stil, fordi det i den grad kan mærkes i glasset.
DEN ARKETYPISKE UNGE WINZER
Knap havde vi betrådt østrigsk jord, før vi var på vej til Claus Preisinger i Gols, der ligger i det østligste Østrig klemt inde mellem den smukke Neusiedlersee og den knap så smukke østrig-ungarske grænse, som blev berømt ved sin afvikling i maj 1989. Jeg har altid haft det lidt svært med Preisingers vine. De har tidligere virket meget ”kontruerede” på den måde, at det virkede lidt anstrengt det hele. Der var ligesom tvunget for meget ud af druerne, der var skruet lidt for meget op for fadlagringen, og stilen var i det hele taget lidt for glat. Selvom undertegnede aldrig har været storforbruger af hans vine, har han klaret sig fremragende, og han har været en populær skikkelse både i hjemlandet og på eksportmarkedet.
Nu er der dog kommet andre boller på suppen (altså bortset fra den med populariteten, den holder stadig). Preisingers vine har fået et liv og en nerve, som jeg aldrig har oplevet før. Han doserer så at sige virkemidlerne rigtigt. Et mindre aggressivt fadbrug får frugten til at stå klarere i vinene, lige fra de små til de store vine i sortimentet. Der er skruet ned for den tekniske og den kemiske indgriben. Og til gengæld er der skruet op for nidkærheden, omhyggeligheden og – at dømme efter Preisinger selv – også glæden. Mens jeg stod dér og glædede mig over hans vine, slog det mig, hvordan han på sin vis er en arketype på en generation af unge vinbønder i Østrig med sin vekselvirkning mellem det superstyrede, pernitne og højteknologiske vineri og den naturlige, biodynamiske tilgang til markarbejdet.
NATUR, ARKITEKTUR OG TEKNOLOGI
Preisingers vindomicil er en nybygget, arkitekttegnet, asymmetrisk sag i træ, glas, beton og stål, som i forhold til landskabet både stikker op og stikker ud, og som ved første øjekast ligner et rigmandsprestigeprojekt fra Chile eller Argentina. Selve vineriet består af et par store haller fyldt med tanke og fade, og alting er så pinligt rent, at man med lidt god vilje kunne udføre hjernekirurgi derinde. En stor elevator hejser mennesker og materiel op på førstesalen, hvor der også er indrettet smagelokale med udsigt over det skønne landskab. Glassene er store og smukke, og i smagelokalet ligger også flere design- og vinmagasiner med übercool fotos af Claus Preisinger, hans vine og bygningen selv. Kort sagt lugter det hele af overskud, coolness og penge, og når man i vinens verden lugter den slags, så plejer det at rime på kemisk udpinte vinmarker, høst med maskine, masser af tilsætningsstoffer og fuldstændigt livløs, industriel vin. I Frankrig og Italien oplever jeg ofte, at de, der laver vin med egne hænder, gør det i et mere eller mindre hygiejnisk udseende lokale (som kan variere i størrelse fra et skur til en hal), hvor man smager vinene af små, beskidte glas. Men her kan man åbenbart noget andet, og det er rart.
For lige så teknologisk, nyvasket og konstrueret bygningen og vineriet hos Preisinger er, lige så naturlig, organisk og vild er tilgangen til markarbejdet. Her arbejdes biodynamisk med det fulde, semireligiøse (og dermed semitossede) udtræk af plantemiksturer, nedgravede kohorn, planetstillinger og dynamiseret vand. Men det gøres ikke religiøst, det gøres, fordi man som landmand og vinmager ved, hvordan man får de bedste druer og dermed de bedste vine. At biodynamikken som sådan skulle være løsningen på alt, kan mit rationelle sind ikke kapere, så lad mig nøjes med at sige, at vinene smager godt.
Der er også en høj grad af intuition indblandet, og Preisinger lader ikke til at føle sig presset eller styret af hverken biodynamik, eksportmarkeder eller noget som helst andet, men besidder en ro og en overbevisning, som vinene (nu) også afspejler.
FRA AT FØLGE EFTERSPØRGSLEN TIL AT SKABE DEN
Man taler i Østrig om den ”internationale” stil, som er den, Østrig blev populær på, da de for 10-15 år siden vandt frem på det vinøse verdensmarked. Man lavede hvidvin på riesling og grüner veltliner, som blev høstet så modne og med så meget botrytis (en svamp også kaldet ædel råddenskab), at den naturligt høje syre virkede blidere, og vinene blev rundere, sødere og federe. Det kunne markedet lide. De røde blev lavet på internationale sorter som syrah, merlot og cabernet sauvignon, blev høstet meget modne og lagrede lang tid på små fade, så de fik den markante fadsmag af vanilje og karamel. Det kunne markedet også godt lide. Det var en tid, hvor vine skulle være så store, voldsomme, fede og alkoholrige som muligt. Og så skulle de helst have mange point med sig fra de internationale kritikere, især de amerikanske.
Det var en fantastisk tid for østrigsk vin. Især efter den hårde tid siden kølervæskeskandalen i 80’erne (hvor mange producenter blev taget i at tilsætte det forbudte stof glykol til deres vine), hvor eksporten styrtdykkede. Men som det så ofte sker, kom der dog en modreaktion, og den bestod i høj grad i at gå tilbage til de indfødte druesorter. At mindske fadbrugen for at frugten og terroiret kunne skinne igennem. Og ikke mindst at dyrke jorden på en skånsom og naturlig måde.
Det er på den baggrund, man skal forstå min glæde over Preisingers udvikling. Det virker, som om han er gået fra at lave vin efter en opskrift – som for øvrigt ser ud til at have markant færre fans end før – til nu at lave vin med hjerte og mening. Han ser i øvrigt både glad og brandgodt ud, mens han gør det.
ALLE DE ANDRE
Som nævnt tidligere ser jeg Preisinger som en arketype på en udvikling og en måde at lave vin på i Østrig. Han er nemlig langtfra den eneste, der arbejder på den måde, han gør. Der er mange, østrigske vinproducenter, der er helt ustyrligt cool, hvad angår vineri, etiketter, kommunikation og meget andet, men som til gengæld står med hænderne i jorden hver eneste dag for at pleje og passe jorden og stokkene på den bedst mulige måde.
Og så må man aldrig glemme de gamle stjerner som Strohmeier og Sepp Muster, der fortsat laver vin, som de altid har gjort, og hvis vine smager fantastisk år efter år. Men ungdommen er altså også sjov nogle gange – især når den ser ud til at have fundet sin rette hylde.
Preisingers vine forhandles i Danmark af Österreich, som har et væld af gode, østrigske vine, men de gode østrigere findes efterhånden overalt, og uanset hvilken stil man er til, er der noget at hente i Østrig. Personligt vil jeg dog drikke noget Preisinger. Og Strohmeier. Og Muster. Og Andert. Ja, og så Arndorfer og Tschida og alle de andre.
LÆS OGSÅ: Brødrene Lollis vinanbefalinger til Italian Dining Week 2016
