De fem bedste glas under Copenhagen Cooking & Food Festival
Fra i morgen og 10 dage frem sætter Copenhagen Cooking & Food Festival gang i både plantning, høstning, fermentering, spisning, brygning, drikkelse og kokkerering. Du kan faktisk alt, hvad der har med madens univers at gøre. Og hvor der er mad, er der også drikkevarer, så hvorfor ikke tage på opdagelse i byen og smage lidt forskellige gyldne dråber? Vores sommelier kommer med fem anbefalinger til events, hun gerne selv vil deltage i.
Coffee Tasting
Klaus Thomsen, som er en af de tre medstiftere af Coffee Collective, afholder en cupping (kaffesmagning) lørdag den 24. august, hvor du også vil kunne høre om kaffebønnens rejse fra mark til kop. Et event for den koffeinglade læser, der har hang til god kaffe og duften af friskristede bønner.
Hvornår: Lørdag den 24. august, kl. 12.30-13.30.
Pris: 50 kr. Billetter fås på madbillet.dk.
Snaps og smørrebrød for begyndere
Christianshavns Færgecafé har de sidste år specialiseret sig i hjemmelavet snaps, og til dette event vil du få en grundig og aromatisk introduktion til snapsens forunderlige verden. Det er for læseren, der ikke er bange for hverken kraftige aromaer i form af blomster, urter eller nødder samt høje procenter i drikkevarerne.
Hvornår: Søndag den 25. august, kl. 18.00-21.00.
Pris: 325 kr. Billetter fås på madbillet.dk.
Champagne, østers og kanalrundfart
Den garvede læser hos Copenhagen Food ved, at der næsten ikke er et skriv uden et hint af bobler, når det er undertegnede her, der skriver. Dette er selvfølgelig holdt intakt her – så uanset, hvad du foretager dig under Copenhagen Cooking & Food Festival, så sørg for at komme med på kanalrundfart. Theis Vine inviterer til en aftentur på vandet med to glas champagne fra champagnehuset Mandois samt to forskellige østers. For læseren, der elsker kombinationen af bobler og østers, og som nyder Københavns havnefront fra vandsiden af.
Hvornår: Onsdag den 28. august, kl. 16.30 og 17.30.
Pris: 395 kr. Billetter fås på madbillet.dk.
De danske vine og en dansk vinbonde
Vin fra Danmark vinder mere og mere frem i disse år, og kvaliteten af det, der kommer frem, stiger for hver årgang, vi ser på markedet. Leif Petersen fra Magtenbølle Vingård har for en aften sammen med Huks Fluks lavet en middag, hvor man kan opleve, hvad de danske druer kan præstere. For læseren, der er frisk på en ny oplevelse, og som vil lære de danske vine at kende. En helt sikkert videns- og perspektivudvidende oplevelse for selv sommelieren.
Hvornår: Lørdag den 31. august, kl. 18.00.
Pris: 575 kr. Billetter fås på madbillet.dk.
Skaal – Brewmaster’s battle
Herslev, Ølsnedkeren og Jacobsen mødes i ”upfront battle” på SKAAL, hvor de sammen med kokken Per Hallundbæk skal udfordre humlen med maden. Hen over en fireretters menu vil de tre brygmestre fortælle om de medbragte øl og argumentere for deres match med maden på tallerkenen. For læseren, der er glad for humle, eller som synes, at sammensætning af mad og drikkevarer er spændende.
Hvornår: Lørdag den 31. august, kl. 18.00-21.00.
Pris: 499 kr. Billetter fås på madbillet.dk.