Byens bedste, sunde frokoststeder
Det er januar, og de gode planer og forsætter om en sund livsstil er mange. Vi har fundet frem til fire steder i byen, der serverer en sund frokost, så du i pausen fra computerskærmen eller på farten kan nyde godt af et veltilberedt måltid, der ikke lader dig gå sukkerkold lige med det samme.
GRØD
De fleste kender efterhånden til grødens indtog i København, men der er andet og mere på menuen end blot morgenmadsgrød. Til frokost byder biksene på risotto med rødbede, parmesan, ricotta og frisk timian, bygotto med svampe, syltede portobello og timian samt asiatisk congee og indisk daal. Menuen skifter med årstiden, og du er garanteret et sundt og varmende frokostmåltid her.
Jægersborggade
Torvehallerne
Falkoner Allé
Nordre Frihavnsgade
groed.com
SIMPLE RAW
På den veganske restaurant i Indre By serverer de en raw brunch bestående af rispapir med avocado, gulerodscrackers med persillespread, en avocadomad, acai-skål med frugt, chokoladekage og ingefærshot. Så bliver det vist ikke sundere! Har du lyst til at prøve nyere madtrends, serverer Simple Raw også ramensuppe, rispapirruller og poke bowls.
Gråbrødretorv
simpleraw.dk
WE DO FOOD
Vesterbroernes ovenud begejstring for We Do Food i Kødbyen førte til butikker på også Frederiksberg og Østerbro. Hos We Do Food er filosofien at tilbyde sund takeaway af gode råvarer til fornuftige priser. Køb enten en bland-selv-salat eller en allerede blandet salat som for eksempel caesarsalat eller omega med quinoa, varmrøget laks, haricot vert-bønner og forårsløg. We Do Food presser også selv juicer, som varierer alt efter det daglige udvalg af frugt og grønt.
Halmtorvet 21
wedofood.dk
SMAG
Smag er især kendt for sine mange salater, der altid har smæk på smag og sundhed. Salaterne bliver frisklavet på sæsonens råvarer og varierer fra uge til uge, men næringsrige ingredienser som quinoafrø, spelt og kål går oftest igen på menuen. Bland din egen salat eller prøv for eksempel en af de sunde sandwiches med kylling, sød kartoffelpuré, grillet peberfrugt, feta og frisésalat eller vegetarudgaven med majsfalafel.
Torvehallerne
Fælledvej
Nordre Frihavnsgade
smagnu.dk