Bulleit inviterer til blæk og bourbon i Kødbyen
Dette efterår krydser Bulleit Bourbon Atlanten som led i et storstilet projekt, der besøger fem forskellige europæiske storbyer med et kunstværk skabt af en håndfuld udvalgte lokale tatovører. Målet er at hylde kreativiteten og mangfoldigheden indenfor tatovørverden. Og sammen med Restaurant Gorilla tilbyder Bulleit en aften med både middag, whiskysmagning og en session med en af Danmarks bedste tatovører.
De red mod vest, plejer det at hedde i amerikanske westernfilm. Forklaringen er kort fortalt, at tilstrømningen af europæiske nybyggere i 1800-tallet gik fra østkysten i retning af den store, vilde prærie – mod nye kulturer, frihed og ikke mindst muligheder. Men dette efterår rejser verdens mest legendariske frontier whisky den modsatte vej. Det sker, når Bulleit Bourbon lancerer udstillingen Bulleit Billboard i Europa, der er et samarbejde på tværs af London, Dublin, Berlin, Amsterdam og København. Som en del af projektet har en udvalgt tatovør i hver by tatoveret et motiv på et kæmpe lærred. Opgaven har været at indkapsle kulturen, ånden og stemningen i deres egen by, og resultatet er blevet et værk i billboard-størrelse, hvor motiverne fra alle fem byer indgår. Som et led i samarbejdet med de forskellige tatovører bliver der også lanceret en Bulleit Tattoo Edition-flaske, som den almindelige forbruger kan købe hos udvalgte forhandlere fra slutningen af oktober.
Håndværk og traditioner
Bulleit Bourbons historie går tilbage til starten af 1800-tallet, hvor Bulleit-familien startede med at producere whisky. Men opskriften var tabt i mange år, og det var først, da Tom Bulleit i 1987 sagde sit job som advokat op og kastede sig ind i familieforetagendet, at det for alvor fik luft under vingerne. Som det hjertebarn Bulleit Bourbon er for ham, gik han selv fra dør til dør og solgte sin whisky. Og det bar frugt. I dag er Bulleit en af de mest etablerede whiskyer i USA.
Essensen og grundkernen i Bulleit Bourbon er formet af håndværk og traditioner, der er gået i arv fra generation til generation. Sådan forholder det sig i princippet også med de forskellige teknikker og stilarter indenfor tatovørfaget. Derfor ligger sammenkoblingen mellem Bulleit Bourbon og tatovørverden på mange måder lige for.
”Jeg tænkte med det samme, at det her kunne være et sjovt projekt at være en del af. Bland andet fordi kulturen omkring bourbon og kulturen omkring tatoveringer passer så godt sammen. Arbejdet med at tatovere på læder har været meget anderledes, end det jeg er vant til, når jeg tatoverer på almindelig hud. Men jeg er imponeret over resultatet, og jeg synes, at det samlede værk af motiverne fra alle fem byer er blevet virkelig flot,” fortæller den udvalgte danske tatovør Christopher Henriksen, der i skrivende stund har en ventetid på et år, hvis man vil under nålen hos ham.
Middag, tasting og tatoveringer
Det store billboard-værk er udstillet fra den 13. til den 27. november ved Gorilla. Men for at give projektet en lokal og dansk vinkel har Christopher Henriksen også skabt et ekstra kunstværk, som man kan vinde. Alle, der spiser på Restaurant Gorilla i den periode, kan deltage i konkurrencen om at vinde værket. I samme forbindelse er Bulleit og Restaurant Gorilla gået sammen om at planlægge en aften for madglade københavnere, der også interesserer sig for kunst og tatoveringer. Den 26. november kan man derfor købe billet til en aften på Restaurant Gorilla, som både byder på middag med cocktails, whiskysmagning og en session med Christopher Henriksen, hvor man under kyndig vejledning kan prøve kræfter med at tatovere – ganske vist på kunstig hud.
Flæsketorvet 63,
1711 København V
restaurantgorilla.dk
LÆS OGSÅ: Kom til smags-pop up på Lidkoeb