Utopia for madelskere

Den blev forladt i 60’erne og lå øde og hærget hen i mange år, men nu er den lille ø Vejrø genopstået som enhver madelskers drøm om et utopia af frodighed og velsmag.

Luften er klistret af salt, og det bliver mit hår også på turen over smålandsfarvandet. Jeg har booket en plads på det gode skib Vejrø III, for private, øde øer kommer naturligvis ikke med færgeforbindelse. Og det er sådan en, jeg skal besøge. En rigmands øde ø, som nu er genopstået som et perfekt lille ferieparadis med rå natur og masser af plads. Og god mad, hvilket er den primære kilde til min interesse for øen.

Øen er ejet af Kim Fournais, den ene af de to hovedrige ejere af Saxo Bank. En mand, som har tjent milliarder på at handle med penge og nu har kastet nogle (en hel del faktisk) af dem ind i noget ret konkret: landbrugs-, hotel- og restaurationsdrift i udkantskommunen Lolland.

TERROIR MED UDFORDRINGER

Jeg ankommer altså ad vandvejen til Vejrø en af de lange, hede sensommerdage, hvor vårhvedens aks er så tunge, at det er ved at være tid til høst. Hele øen støver, for på Vejrø går regnen oftest udenom, og asfalten er ikke nået til denne plet på jorden. Driftslederen Erik Hansen tager imod mig. Han er en mand med kloge øjne og læderhud fra mange timer udendørs. Han har været både i Afrika og Amerika for at dyrke landbrug, og nu er han så her, på Vejrø, for at tage sig af et dyrehold bestående af dexterkvæg, sånefår og grise af gammel landrace. På de bølgende marker står det, som skal være deres vinterfoder, korn, kløvergræs og ærter. Høsten skal snart i gang.

”Klimaet her er specielt med sent forår, men tilsvarende noget længere efterår og en vinter, som ikke er så streng,” fortæller Erik Hansen.

Han beretter også, hvordan Vejrø blev skabt ved sidste istid af en bræ, som væltede en ordentlig bunke sten og sedimenter ned lige her lidt nord for Lolland. Der er fem forskellige jordtyper på øen, og de er ikke alle lige medgørlige.

”Vi må vælge vores afgrøder med omhu, det vil nok være sådan, man siger det mest diplomatisk,” lyder det fra den sindige landmand. Du får ham ikke til at sige, at jorden er dårlig og svær at dyrke, men på nynordisk gourmetsprog kan man udtrykke det sådan, at Vejrø har et helt særligt terroir med kendetegn, man ikke finder i den sandede Lammefjord eller på frodige Fyn. Hvad der er særligt godt at dyrke i jorden på Vejrø, er endnu ikke helt på plads. Men dyrenes kød med smag fra kløvergræs og salte vinde er man i hvert fald stolt af.

VERDENS DYRESTE TOMATER

Det er nu et imponerende syn, som møder mig på turen rundt på øen. 1200 kvadratmeter væksthuse bugner for eksempel af meloner, citroner, agurker og tomater. Kim Fournais kalder selv afgrøderne her for ”verdens dyreste tomater” og henviser til den omkostning, der har været ved at etablere glashusene, som er en botanisk have værdig. Ved bagindgangen til øens restaurant, Skipperly, ligger også to hektar urtehave, og bærlunden bugner af ribs, solbær, hindbær og brombær. Øen vrimler med harer og fasaner, der hopper og slentrer rundt, som om jagtvåbnene i opholdsstuen kun er til pynt. I folde med masser af plads og havudsigt går øens slagtekvæg, grise og får og venter på deres livs eneste dårlige dag. Her er i bogstaveligste forstand mad at se, hvor end man kigger hen. Vejrø ligner nemt et madelskende menneskes utopia på en solkysset dag midt i høstsæsonen.

EN RESTAURANT MED KØKKENHAVE

Og alle disse fine sager bliver også lavet til mad i køkkenet på restauranten med kig ud over havet. I denne sæson huserer Rungthiwa Chummongkon bag komfuret, vi kalder hende bare for Fae. Hun er et fint lille væsen, som graciøst går rundt i urtehaven og plukker bronzefennikel. Men tag ikke fejl, Fae er sej. Hun er netop blevet uddannet fra en af Tysklands bedste restauranter, den trestjernede La Belle Epoque, og har inden da haft dygtige, men hårde læremestre som for eksempel Wassim Hallal på Frederikshøj i Aarhus. En restaurant hun i øvrigt arbejdede på samtidig med, at hun gik på sprogskole for at lære dansk. Hun kom til Danmark for at være sammen med sin mand for bare seks år siden efter i nogle år at have drevet sin egen frisørsalon i Phuket. Faes mor ernærede sig i Thailand blandt andet ved at sælge nudelsuppe på gaden, nu sælger hun grøntsager på markedet, mens faderen er risbonde. De er ikke rige folk, men har varm mad på bordet tre gange om dagen, og det er det, som er vigtigt. Fae selv er ved at have positioneret sig som et af dansk gastronomis nye stjerneskud. Næste år vil hun gerne noget andet, måske åbne sin egen restaurant med thailandsk mad på nordiske råvarer.

”Jeg synes, Vejrø er et superfantastisk sted, det er så dejligt at have en baghave med masser af grøntsager,” beretter Fae, som hjemmefra er vant til at lave enkel mad med mange grøntsager og stor smag. Og selvom nudlerne her er skiftet ud med kartofler og wokken med induktionskomfur og Paco Jet, er det stadig det, hun gør: laver mad med fokus på smagen og den enkelte råvare fremfor at overkomplicere tingene, som hendes kokkemæssige baggrund ellers godt kunne have givet anledning til.

Ind på bordet foran mig kommer den fineste, friskhakkede tatar på dexterkvæget, som græsser udenfor det soveværelse, jeg er blevet tildelt i øens største bygning – det hvidkalkede hotel Blæsenborg. En grov skive spidskål, friskhøstet fra urtehaven og let grillet. Et helt blomkål som i denne sæson har vokset sig lille og tæt på grund af den tørre, varme sommer. Ingen klager over blomkålens manglende omfang herfra, tværtimod, for godt glaseret ind i brunet smør og med tør, lagret ost på toppen er det intet mindre end en himmerigsmundfuld. Den søde finale er heller ikke værst, for netop samme dag er brombærhøsten gået ind, så store, søde, sorte bær så nydeligt kan følges med solmodne ribs og sorbet på årets sidste jordbær, der kom i hus og på forråd nogle uger forinden.

EN FORLADT, PLYNDRET Ø GENOPSTÅR

Historien om Vejrø er faktisk ganske interessant. I starten af sidste århundrede var det et blomstrende, lille samfund af landbrugere, som på sit højeste nåede op på 75 personer. Øen havde dengang både skole, købmand og mejeri. Men eneste minde om den tid er den tilbageværende kirkegård. De frønnede gravsten vidner om, at her er folk både blevet født, gået bort og lagt til hvile ved siden af dem, de elskede. I 60’erne gik det nemlig den forkerte vej, og øen blev langsomt affolket, indtil fyrmesteren som den sidste ved årtiets udgang lukkede, slukkede og forlod øen, som herefter var øde. I årene, der fulgte, kom forskellige ejere til, men ingen af dem bidrog med noget særligt. Da Kim Fournais overtog øen i 2005, var den vokset til med vilde brombær, og de huse, som var tilbage, var blevet plyn-dret, raseret og malet over med graffiti. Det første spadestik mod al den herlighed, jeg ser i dag, var derfor at sejle godt 100 tons affald væk fra øen: murbrokker, smadrede vinduer, gamle vaskemaskiner og den slags. Herefter begyndte en langsom, men målrettet genopbygning, og flere af de oprindelige huse er blevet opført igen i hvidkalkede mursten og ligger som små, hvide perler midt i det rå, flade, forblæste sydhavsølandskab. En landingsbane til små privatfly, helikopterlandingsplads og en lystbådehavn er der også blevet plads til. Det manglede da bare!

OPIUM FOR GOURMANDER

Øen er med sine 7 kilometer i omkreds relativt hurtigt skridtet af, men jeg bliver på galant vis kørt rundt bagpå en ATV af restaurantchefen Kim. Efter en støvet tur rundt i terrænet tager jeg mig en svømmetur i det sommerlune, salte vand ved stranden bag mit hotelværelse, og så er det tid til at læse lidt. Jeg går i gang med den murstensroman af den amerikansk-russiske forfatter og liberalistiske tænker Ayn Rand, som ligger rundt omkring i Vejrøs huse og opfordrer til, at de besøgende bruger lidt af deres orlov på at underholde sig med en blanding af historiefortælling, science fiction og hardcore, liberalistisk agitation, hvor kun de stolte og viljestærke overlever infernoet. Paradiset er lige om hjørnet, men fortsættelsen må følge.

Inden længe skal jeg tilbage til den virkelige verden igen. Jeg kunne ellers godt blive hængende lidt endnu. Vejrø er et lille paradis, et utopia eller opium for gourmander, om man vil. Næsten for godt til at være sandt. Men helt konkret til at nå efter to timers køretur fra København er øen også. I’ll be back.

Oksetatar med karamelliserede løg, brombærvinaigrette og estragonolie

Mazarinkage med bær og sorbet

Glaseret blomkål med lun cremefraiche, dildolie, mandler og revet gedeost

Torsk stegt med vejrøhonning og serveret med spidskål, urtemayo og tomater

Administrator CF