Fra trash til take-away
Hvert år bugner det med alt fra burgere til spaghetti, risotto og andre hurtige retter på Roskilde Festival. Det er i sagens natur ikke det hele, der bliver spist. Og vi har set nærmere på, hvor al den overflødige mad ender, når festivalen slutter.
Man kan næsten kalde Peter Haugelund for tryllekunstner. Han kan måske ikke ligefrem trække hvide kaniner op af sorte hatte eller få objekter til at svæve i luften. Men han kan forvandle 35 tons overskydende råvarer fra Roskilde Festival til 100.000 nye måltider til socialt udsatte.
Efter 25 år med eget byggefirma besluttede han at begynde på noget helt nyt. Det skulle være slut med søm, træbjælker og traditionelt håndværkerarbejde. I stedet byggede han en ny organisation op sammen med en gruppe ildsjæle fra sit netværk. Det Runde Bord blev etableret i 2011 og er drevet 100% af frivillige. Med viljen til at mindske madspild og ønsket om at gøre noget for andre arbejder socialarbejdere, sygeplejersker, professionelle kokke og elever side om side i køkkenet.
Når festen slutter
På det seneste har Det Runde Bord holdt til i et lille hjørne af Slagteriskolen i Roskilde. Organisationen arbejder på fjerde år i træk sammen med Roskilde Festival om at reducere madspild og omdanne overskudsråvarer fra festivalen til nye måltider.
Hvert år bliver der serveret over 1 million måltider til de sultne festivalgæster. Og det er uundgåeligt, at flere af madboderne står med overskydende råvarer, da festivalen slutter. I søndags var ingen undtagelse. Roskilde Festival er den største begivenhed blandt Det Runde Bords samarbejdspartnere, og holdet modtager cirka 35 tons mad herfra. Maden bliver med frivillige kræfter i Slagteriskolens køkkener forvandlet til 100.000 nye måltider og sendt ud til herberger, asylcentre og andre væresteder.
Innovation er nøgleordet
Som et nyt initiativ, der supplerer den i forvejen gode indsats, har Peter Haugelund og hans hold vendt blikket indad mod festivalpladsen i år. Her går op mod 600 flaskesamlere rundt og samler pant til levevejen – et job, der kræver kræfter, mad og drikke. Derfor rullede Det Runde Bord ud i N-området med ”Café Pant” og serverede mad til festivalens pantsamlere fra ét af to splinternye mobilkøkkener. Ambitionen med mobilkøkkenerne er at bygge videre på organisationens innovative fokus og komme de kreative løsninger endnu nærmere.