Tag en sviptur til Lund
Smut over Øresund til universitetsbyen Lund, og glem alt om januar og julemelankoli. Her kan du bytte spandaueren ud med en kardemummabulla for en weekend. De hyggelige bagerier ligger skulder ved skulder med kaffebarer, tøjbutikker og boglader, og du kan være der på ingen tid.
På cafeerne i Lund taler de meget andet end svensk. Der kommer nemlig studerende fra hele verden til den lille skånske by for at tage et semester eller en hel uddannelse på Sveriges næstældste universitet fra 1666. Heldigvis er der også mere end åndelig føde og trist studenterspise i byen. Centrum emmer af velstand med flere delikatessebutikker, bagerier og restauranter, som alle ligger i gåafstand fra stationen. Og er man endnu mere eventyrsulten, kan man altid leje en bycykel. Her er vores bud på, hvor du skal spise og sove i Lund. Resten er op til dig.
Saluhallen
Det lille madmekka åbnede i 2011 og er en kompakt smagsoplevelse uden så mange dikkedarer. Lunds svar på Torvehallerne rummer restauranter og madbutikker i grundplanet og Systembolaget på første sal. Prøv for eksempel österlenske specialiteter hos Petersborgs Gårdsbutik, en skaldyrssuppe hos Malmsteens Fisk & Kök eller libanesiske lækkerier i Grill & Meze Lounge. Hvis man ikke allerede kender Systembolaget, så er det et besøg værd på grund af det imponerende udvalg af både alkoholiske og ammevenlige drikkevarer – også i picnicstørrelser.
Foto: Leif Johansson
Inkognito Bistrocafe
Slå vejen om ad Lilla Fiskaregatan tæt på Bantorget, når energien begynder at dykke. Her ligger en lille bistrocafe med overdådige rejemadder og klassiske burgere med fjerlette briocheboller. Også det søde hjørne frister til mere – prøv for eksempel den hvide chokoladekage med passionsfrugt. Der er enkelte ståpladser i gadeplan og flere borde på første sal med vindue til gaden. Lukket om søndagen.
www.facebook.com/InkognitoLund
Foto: Leif Johansson
S:t Jakobs Stenugnsbageri
Duften fra bageriet breder sig langt udover lokalets beskedne kvadratmeter, og deres surdejsbaguettes er fast inventar på Grand Hotels legendariske morgenbuffet. Jakobs stenovnsbageri laver brød af den seriøst rustikke slags, og går man og råfryser udenfor, er det et ideelt sted at varme både krop og sjæl. Prøv en lækker sandwich eller en vaskeægte svensk kardemummabulle. Det kan godt betale sig at være hurtig med at finde en plads, da der ikke er mange af slagsen.
Gambrinus
Vil man gerne tage del i Grand Hotels luksus uden at hænge på en tung regning, er Gambrinus en snedig genvej. Med kombinationen af bar og bistro og en uhøjtidelig stemning kan man roligt slappe af, og ingen rynker på næsen af forespørgsler om barnestol ved bordet. Prøv for eksempel “Sten Bromans whiskyköttbullar”, der bliver serveret med kartoffelpuré, frisksyltede agurker, rårørte tyttebær og flødesauce. En svensk klassiker, der her er lige en tand bedre end de fleste andre steder og smager som et knus fra mormor. I øvrigt var Broman vært for den skandinaviske tv-quiz Musikfrågan Kontrapunkt i 1960’erne, hvor han optrådte med hornbriller og fipskæg (værd at Google!). Bistroen ligger inden for på hotellet og til venstre forbi receptionen. Side om side med Gambrinus ligger den noget mere mondæne restaurant Grand Matsal med brunch og eftermiddagste samt frokost og aftensmad i nordisk stil. Er man for træt til at lunte hjem efter maden, kan man naturligvis også dykke hovedet i puden på det mere end 100 år gamle hotel.
Foto: Grand Hotel
Hotel Concordia
Når trætheden melder sig, er der aldrig langt til sengens bløde omfavnelse. Hotel Concordia er et firestjernet familieejet hotel, der ligger centralt og alligevel tilbagetrukket fra vrimlen i ét af Lunds gamle kvarterer. Receptionsområdet er lige dele indergård og hjemlig stuehygge. Hotellet byder desuden på legehjørne for børn (i selskab med voksne), sydvendt tagterrasse, fitnessrum og den lille perle af en “bastu” (sauna), som ligger på øverste etage og kan bookes gratis i receptionen. Her kan man sidde og godte sig i varmen med udsigt over byens tage.
Tip: Husk, at der stadig er paskontrol ved den dansk-svenske grænse.
LÆS OGSÅ: En weekend i Stockholm