Tag på kulinarisk rejse med Gastromondo Festival
For tredje år i træk giver Gastromondo Festival muligheden for at rejse til fjerne lande og smage på spændende og nye køkkener – uden at forlade Danmark. Restauratører sætter fokus på en bestemt by i verden og udvikler en menu med inspiration fra destinationen.
Det er ikke alle, der skal udenlands i sommerferien, og nu er redningen kommet. For tredje år i træk præsenterer Foodmovers restaurantfestivalen Gastromondo Festival fra den 16. juli til den 5. august. Konceptet går ud på, at danske restauratører vælger deres yndlingsrejsedestination og udarbejder en spiseoplevelse omkring den valgte by.
Nøjagtig som med flybilletter skifter prisen på middagen, alt efter hvornår på dagen, man ønsker at spise. Så længe der er billetter, kan man købe entre til så mange destinationer, som man ønsker – og helt uden pas, mellemlandinger og ventetid i lufthavnen.
Dette års festival byder blandt andet på følgende måltider og rejsedestinationer: Grillet havaborre på støbejernstallerken fra Hanoi, chicken tikka masala fra Jaipur, hotpot fra Chengdu, dorade med lime, mynte, chili og sød kartoffel fra Port-of-France, risotto con ossobuco fra Milano, daiquiri-sorbet fra San Diego og steak bearnaise Brooklyn style.
På gastromondofestival.dk kan du læse yderligere om de forskellige menuer, destinationer og restauranter, og hvad de tilbyder.
Tag dine bedste rejsekammerater under armen, og nyd en aften med et hint af fjerne himmelstrøg og vaskeægte feriestemning.
LÆS OGSÅ: Syv bidder før du flyver