Sunday suppers
En søndag hver måned inviterer fotograf og foodie Karen Mordechai til middag i sit Brooklyn-studie. Her handler det om god mad, fællesskab og om at få fingrene i råvarerne. Vi tog med til en anderledes middagsoplevelse i Brooklyn og sad til langbords med newyorkerne.
KAREN MORDECHAI
· 35 år
· Uddannet fotograf ved NYU og ICP
Grundlagde Sunday Suppers i 2009
· Arbejder sideløbende som fotograf og stylist for blandt andre New York Times, Martha Stewart Living og New York Magazine
SUNDAY SUPPERS
· Food + community i Brooklyn
· Afholder en månedlig søndagsmiddag samt andre events
· En middag koster normalt omkring 125$
Se kalender og køb billet på www.sunday-suppers.com
Se mere fra Sunday Suppers på Instagram: @sundaysuppers
SUNDAY SUPPERS – RECIPES + GATHERINGS
· Bogen udkom i oktober i år på det amerikanske forlag Clarkson Potter
· 256 sider.
Kan købes online på:
www.sundaysuppers.bigcartel.com
Det 150 kvadratmeter store lokale med udsigt til Williamsburg Bridge summer allerede af forventningsfulde stemmer fra mennesker, der en smule beklemt bevæger sig rundt og hilser på hinanden. Nogle er kommet alene, andre med en veninde under armen, og de to eneste af hankøn i selskabet har hurtigt fundet tryghed i hinanden og en stor oksesteg på køkkenbordet ved vinduet.
Sammen med omkring tyve andre har de købt billet til denne måneds version af Sunday Suppers i fotografen Karen Mordechais studie på fjerde sal tæt på Brooklyns havnefront. Sunday Suppers er en månedlig begivenhed, hvor Karen inviterer en lokal kok på besøg, og i fællesskab skaber de to en menu baseret på friske råvarer fra markedet ud fra et givent tema. Efter en halv times minglen, småsnak og en appetizer i form af et glas butternutsquashsuppe med purløgsinfuseret salt siger Karen velkommen og redegør for denne søndags tema: ’Salt of the Earth’. Herefter tager kokken Christina Liva over og præsenterer aftenens menu, som består af Oksesteg indbagt i en rødvinssaltdej, Salat af stenfrugter med ricotta, honning og citrusinfuseret salt samt Efterårets grøntsager med mynteinfuseret salt. Christina, som til hverdag arbejder som kok og madredaktør på Gwyneth Paltrows webunivers www.goop.com, har forberedt to stationer omkring køkkenøen: en til stegen og en til rodfrugterne. Nu kommer gæsterne på arbejde. De vasker hænderne, binder forklæderne om sig og deler sig op ved de to stationer. Herefter er det med at få hænderne i saltet, det hele skal nemlig indrulles og bages i saltdeje. For de fleste gæster er dette nyt territorium, og sammen morer de sig højlydt ved synet af de små snebolde af salt, der bliver frembragt omkring rødbederne.
FOR FOODIES OG FANS
For nogle af gæsterne er søndagsmiddagene en tilbagevendende begivenhed. De kommer igen og igen for at få nye tips til madlavningen derhjemme og smage Karen og kokkens seneste påfund. For andre er det første gang, og de nye besøgende kigger nærmest ærefrygtigt rundt i det kæmpestore og spektakulære lokale, mens de tager billeder af det hele. Med vinduer fra gulv til loft, et køkken med hvide fliser på væggene og marmor på bordene samt de to massive træborde med bænke dækket til perfektion i al deres enkelhed ligner stedet noget fra et boligmagasin. Karen og hendes søndagsmiddage har dog ikke altid haft så meget plads at boltre sig på, og de første par år fandt søndagsmiddagene sted hjemme hos hende selv. Karen arbejdede som fotograf og tog mest bryllupsbilleder, men savnede at være i kontakt med mad, som er hendes store passion. En dag inviterede hun en kokkeveninde hjem til sig selv, og sammen skabte de en menu, flyttede alle møblerne bortset fra et langbord og tilhørende stole ind i soveværelset og inviterede deres venner på besøg. Karen tog billeder af selskabet og maden, delte opskrifterne på en blog oprettet til formålet, og snart spredte ordet om søndagsmiddage sig som løbeild over New York.
EN USÆDVANLIG SØNDAGSMIDDAG
I dag er middagene flyttet til studiet på den anden side af gaden, og de 25 pladser bliver som regel hurtigt udsolgt. Karen modtager mails fra folk over hele verden, der spørger, hvornår den næste ’Sunday Supper’ finder sted – så vil de nemlig planlægge deres besøg i byen ud fra det. Det er hun glad for, for som hun siger, så handler det om at bringe folk sammen i New York, hvad enten det er lokale eller besøgende:
”I den her by går alting så stærkt, og der er knapt nok tid til at sætte sig ned og spise sammen. Det er svært at finde et fællesskab, især omkring mad. Jeg vil give folk en følelse af at være inviteret indenfor til et middagsselskab, hvor du selv skal være en del af både madlavningen og selskabet”, forklarer hun.
Omkring langbordet er desserten ved at blive serveret. Det er Hjemmelavet gedeostis med salt vendt med tørret fersken, som er blevet forberedt dagen før. Blandt gæsterne hersker der enighed om, at denne søndagsmiddag er lidt ud over det sædvanlige. Nogle diskuterer de tips til saltindbagning, de har fået af Karen og Christina, og efter at have spist sig igennem retterne siger alle, at de må hjem og genskabe menuen i morgen. Så er Karens mission lykkedes, for det handler om at gøre madlavning tilgængelig for alle.
”Mange newyorkere bliver skrækslagne ved tanken om at lave deres egen mad. Hos Sunday Suppers mødes vi om det hjemmelavede måltid og giver gæsterne en fuldendt oplevelse med både maden, selskabet og æstetikken i fokus. Og så kan de finde opskrifterne og billeder på min blog et par dage efter,” forklarer hun.
Sidst på aftenen virker, hvad der før var tyve fremmede nu mere som en stor gruppe venner, der deler et måltid mad omkring et flot dækket bord i et kæmpestort studie i Brooklyn. Sunday Suppers befinder sig et eller andet sted mellem et madlavningskursus og en restaurantoplevelse, hvor der er tænkt på detaljerne, og hvor man kommer hinanden ved. I den pulserende storby, hvor lange restaurantkøer kan tage modet fra de fleste, og regningen nærmest kommer, inden man har bedt om den, er denne søndagsmiddag en forfriskende oplevelse, hvor du er sikret en gennemtænkt menu, fantastiske omgivelser og et par underholdende newyorkere som sidemænd.
LÆS OGSÅ: Londons classic caffs