Ny street food-festival langs søerne
Byen bugner af madfestivaller. Sæt kryds i kalenderen, når Street Food Festival CPH langer delikatesser over diskene langs søerne i København d. 13. og 14. august.
Her på redaktionen er vi vilde med alle de påhitsomme madevents, der løber af stablen over sommeren. Vi glæder os derfor til at smage på den nye madfestival, som for første gang indtager de populære veje langs Peblingesøen og Sortedamssøen i København.
Kødbyens Mad og Marked, Rebel Food og Kitchen Collective er holdet bag, som er gået sammen om at lave en madfestival til de sultne københavnere med mulighed for at smage på alverdens gademad.
De iøjnefaldende food trucks vil repræsentere gadekøkkener fra blandt andet Japan, Australien, Mexico, Thailand, Frankrig og selvfølgelig Danmark. Hvad enten du er til tacos, stenovnspizza bagt på pizza-cykel eller måske en greasy burger søndag formiddag, kan du være sikker på at finde noget for enhver smag. Hver bod har desuden det koncept, at du kan købe en mindre signaturret for 40 kroner. På den måde kan du smage dig igennem de forskellige boder og undgå at blive for tidlig mæt – smart!
Skulle du gå hen og blive tørstig undervejs, har Nørrebros Bryghus udviklet en specialøl til festivalen. Den kan meget passende nydes på Dronning Louises Bro, hvor forskellige DJ’s vil stå for soundtracket til en hyggelig weekend.
Læs mere om festivalen på Facebook: Street Food Festival CPH
Psssst – det er i øvrigt gratis at deltage. Medbring godt humør og god appetit!
LÆS OGSÅ: Ny mad- og musikfestival i Kødbyen