Sommelieren anbefaler… Riesling
Hver måned vil vores sommelier Julie introducere en ny drue og anbefale fire gode vine. Riesling er en af de ældste druer, og så er det den første i rækken af Julies anbefalinger. Læs med her og bliv klogere på riesling.
Julie Brink Færch
… er uddannet tjener og sommelier. Til hverdag arbejder hun som daglig leder og underviser på Dansk Sommelier Uddannelse i København, og ved siden af er hun vinskribent her på Copenhagen Food.
Sommelieren anbefaler er en række specifikke anbefalinger til dig på vine, der er direkte til at skrive på indkøbssedlen og gå ud at købe. Klummen giver dig svar på hvad, hvorfor og hvordan, og den er samtidig en samling gode råd til, hvordan du selv i fremtiden kan tage styringen i de vine, du sætter på bordet derhjemme. Uanset, om vinen er til hverdag eller fest.
Jeg bliver tit spurgt, om jeg har en favoritvin eller en favoritdrue. Men jeg har nok nærmere perioder med favoritvine. Typisk inspireret af det vinområde, jeg på det tidspunkt er i berøring med enten via en vinrejse, mit studie hos WSET eller undervisningen på Dansk Sommelier Uddannelse. Alligevel er der stadig et par vine, jeg altid vender trygt ”hjem” til. Det er vine, jeg næsten altid har en flaske på køl af. Vine, som jeg holder af at åbne både på en helt almindelig tirsdag, men også meget gerne drikker til en lækker middag sammen med vennerne i weekenden. Én af de vinstile er uden tøven eller tvivl riesling!
Kan man så overhovedet kalde riesling for en vinstil? Riesling er nok en af de mest alsidige druer, jeg kender, og en drue med flere udtryk, end jeg har sko (hvilket ikke siger så lidt!). Men ja, det synes jeg godt, at man kan. Identiteten, nerven, syren og frugten. Alle dele af et DNA, jeg elsker og holder af. Dernæst kommer der selvfølgelig mange andre karaktertræk i forbindelse med oprindelsesstedet, klima, modningen og vinifikationsprocessen. Men nerven i riesling – det er dens sande DNA. Og derfor er riesling den første anbefalede drue herfra.
The king of white wines
Riesling er en af de ældste druer og med en formodentlig tysk oprindelse. Den er en af de ”noble fire druer” fra Alsace i Frankrig, der må bruges i deres Grand Gru-vine. Og så er riesling den drue, der kan komme i lige så mange varianter fra tør til sød, som du kan drømme om.
Druens eksistens blev første gang nedskrevet og beskrevet i Tyskland i 1435. I dag er den blevet en af de mest anerkendte vine for vinsamlere og sommelierer – blandt andet på grund af det ekstremt lange lagringspotentiale, som netop riesling har.
Riesling er dog ikke nødvendigvis en crowdpleaser hverken for vinmageren eller for forbrugeren. Det er en tidskrævende drue i marken, og den er ekstremt modtagelig for botrytis cinerea. Netop denne botrytis cinerea (også kaldet ædel råddenskab) er også delvist grunden til, at den er så kendt – angrebet af denne kan riesling-druen nemlig også producere fuldstændigt fantastiske, søde vine. Men det er en helt anden artikel.
Hvis du også synes, at riesling kan være en svær nød at knække, så læs med på et par retningslinjer her:
- Vinene fra Alsace er generelt tørre.
- Det er vinene fra Tyskland, som er markeret ”trocken” også.
- Og generelt er riesling-stilen fra Clare Valley og Eden Valley i Australien også tørre.
Hvis det derimod er restsødme eller en mere off-dry stil, du er ude efter, skal du gå efter:
- De fleste entry-level vine på riesling.
- Vine med navnet ”Feinherb” eller VDP-klassifikationerne: spätlese, auslese, beerenauslese og trockenbeerenauslese.
- Riesling fra USA med termen ”sweet”.
I Danmark er riesling lige blevet kåret til den primære valgte drue blandt danskerne. Denne plads har druen dog haft igennem længere tid på restaurationsscenen. Her bliver den flittigt brugt til at matche med det nordiske samt asiatiske køkken. Og det gør mange af druens forskellige stile med stor bravour. At resten af befolkningen endelig har fået øjnene op for dette lille vidunder af en drue, er kun dejligt.
De fire anbefalinger…
2015 Riesling Trocken, Juffer, Fritz Haag, Mosel-Saar-Ruwer Tyskland
Familien Haag har været vinmagere igennem flere generationer, og det er i dag Oliver og Jessica, der driver familiedomainet. Huset har omkring 12 hektarer, og alle er beplantet med Riesling. Der er ingen tvivl hos familien om, hvilken drue der er den vigtigste.
Vinen her er ung og stålsat som en udødelig teenager med et mål i sigte. Allerede i næsen får man en fornemmelse for fylden. Den har toner af moden melon og lichi. Vinen er dog tør og mineralsk, når man smager på den. De modne aromaer holdes i skak af toner af grønne æbler, noget floralt og den flotte høje syre. Og sammen med stramheden bliver vinen læskende og frisk i sit udtryk. Vinen vil nemt kunne matches til lettere anretninger, men også bruges som et glas aperitif i den dejlige forårssol på terrassen.
Forhandles hos Sigurt Müller Vinhandel til vejledende udsalgspris: 210,00 kr.
2014 Andlau riesling, Marc Kreydenweiss, Alsace Frankrig
Her er et yngre hus, forstået på den måde, at det ”kun” er anden og tredje generation, der laver vinene i dag. Huset drives biodynamisk og har omkring 13 hektarer omkring byen Andlau i Alsace. Vinen her er mørkere end den forrige. Den har et mere gyldent strejf over sig, og man fornemmer også allerede i næsen, at det er en kraftigere vin end den forrige.
Vinen er tør, og den har stadig en kerne af grønne sprøde æbler og syre. Men her er vinen dog tydeligt højere i sin ekstrakt, og den har ikke kun i næsen, men også i smagen, toner af moden fersken og pære. Fylden på vinen forstærkes af toner af toast, macadamianødder og røg. Vinen ligger lige på grænsen til at fremkomme alkoholisk (den har 13% alkohol), men sammen med den store krop, mængden af frugt og syren, holdes det hele smukt i skak. Et glas af denne kunne skønt sættes sammen med en nordisk-inspireret ret i form af en lettere forret med fisk og en sart garniture med eksempelvis æbler og selleri.
Forhandles hos Erik Sørensens Vin til vejledende udsalgspris: 179,95 kr.
2014 riesling Fuchsentanz, Diwald, Wagram Østrig
Wagram ligger imellem Wien og Krems i Østrig, og huset Diwald er drevet af Martin Diwald og hans far Hans Diwald. Huset drives økologisk, og netop dette har faderen igennem sit virke som vinmager været med til at sprede stor viden om i området.
Vinen er et blend fra to parceller og fremstår tør og mineralsk. I næsen har den et let strejf af røg og fersken. Den har en forfriskende høj syre, og aromaerne i munden er flotte toner af grønne æbler, melon og agurk. Og afslutningsvis kommer der også en let, bitter finish af grapefrugt. Mineraliteten skinner igennem alle vinens aromaer, og man får fornemmelser af både saltvand og kalk. Her er meget fin balance imellem fylde, friskhed og frugtighed, som vil passe godt til eksempelvis en asiatisk-inspireret ret med både lidt salt, lidt sødme og lidt umami på tallerknen.
Forhandles hos Otto Suenson til vejledende udsalgspris: 110,00 kr. ved 6 flasker.
2016 Riesling Bannockburn, Felton Road, Central Otago New Zeeland
Felton Road er et ungt vineri, og deres første vinstokke blev først plantet i 1991. Vinen her er fra en af husets fire marker, nemlig marken Bannockburn.
Denne vin er den eneste af de fire valgte vine, der ikke er fuldstændig tør – den er off-dry. Allerede i næsen fornemmer man en sødmefuld tone i form af fersken, mango og passionsfrugt. Selve smagen er identisk med næsen, men med supplerende toner af blomster og honning og tilmed et laktisk univers med undertoner af toffee og toast.
Vinen her er for dem, der ikke ønsker, at vinen skal være 100% tør. Eller dem, som er rigtig glade for frugt. Det er helt sikkert et glas, som mange vil have lyst til at drikke mere end ét glas af – og heldigvis for dem, så er vinen kun på 9%. Så man kan sagtens drikke to glas med god samvittighed – fx til en tallerken frugt og med et ekstra glas riesling på siden.
Forhandles hos H.J. Hansen Vin til vejledende udsalgspris: 275,00 kr.
LÆS OGSÅ: Sommelieren anbefaler… Spændende vinmenuer til Dining Week