Søg ly for kulden
Det er koldt og vådt udenfor. Det du mest af alt har lyst til, er at sidde foran en knitrende pejs. Men julegaverne skal købes og så er det på med frakken. Copenhagen Food kommer til undsætning med en tur i København, hvor juleshopping og pejs går hånd i hånd.
NIMB HOTEL
Start dagen med et smut forbi Nimb Hotel, som også er åbent for udefrakommende. Her kan du fra kl. 11 få serveret en sjælevarmende kop kaffe, og hvis du kommer senere, har de også et habilt glas gløgg. Nimb Hotel ligger med udsigt over det smukke ”snebeklædte” Tivoli. Hotellets juleudsmykning er i særklasse. Derudover har hotellet to gode barer. Baren på første sal ligger i en fornem gammel balsal, hvor du har mulighed for at sidde foran pejsen og suge omgivelserne til dig. Hvis du derimod vælger baren i forlængelse af Nimb Brasserie, kan du nyde udsigten over Tivoli, og så er det bare at slå sig ned.
Bernstorffsgade 5
1577 København V
D’angleterre
De første julegaver er købt, og benene trænger til et hvil. Slå derfor et smut forbi Hotel D’Angleterre. Så snart du ser facaden, er du ikke i tvivl om, at det er jul. Nyd især den lysende juleudsmykning efter mørkets frembrud,. Lige så smuk som hotellet er udvendigt, er det indvendigt. Sæt dig derfor i deres bar og nyd deres berømte hvide gløgg.
Kongens Nytorv 34
1050 København K
Lidkoeb
De sidste julegaver er nu fundet, og vi foreslår et velfortjent stop på cocktailbaren Lidkoeb, som ligger på Vesterbrogade. Her serverer de velsmagende cocktails med hygge, og ikke mindst, kamin. Sæt dig til rette i én af deres gode stole og nyd den tilbagelænende stemning. Lidkoeb har en god vintermenu, hvor du selvfølgelig også finder deres gløgg. Så hvis du ikke har fået nok, er det nu, du skal slå til. Her toppes den nemlig op med cognac. Så bliver det vist ikke bedre.
Vesterbrogade 72
1620 København V
LÆS OGSÅ: Københavns bedste steder at drikke kakao