Rosé-transport i håndsyet læder
Du kender sikkert situationen. Hænderne er fulde af grillgrej i bæreposer, og dit bagagebærer er proppet med tæpper, bestik og stearinlys. Hvad gør du af roséen? Det er der heldigvis råd for nu.
Hvis du går ned ad Vestergade, finder du beværtninger og bagere alle vegne. Men gør du et lille stop ved nummer 15, vil du opleve en lille tidslomme i en ellers hastigt forandrende bydel.
Der er sket en del, siden Lædersmeden åbnede for 45 år siden i de samme lokaler. Dengang tjente en flok unge hippier til dagen og vejen ved at sy lædervarer for byens eksklusive butikker såsom Illum og Magasin. Og du kan stadig den dag i dag købe Chelsea Boots og klassiske sko i læder, hvis du har lyst til at forkæle dine fødder lidt ekstra.
Hvis det er ganen, du gerne vil forkæle, kan Lædersmeden også hjælpe dig. Den lille niche-forretning har nemlig designet en flaskeholder til midterstangen på din cykel, der kan garantere den sikre transport af en kold flaske rosé fra starten af din cykeltur til endemålet.
”Vi har altid lavet specialopgaver i læder – blandt andet forklæder, dækservietter osv. Da en kunde på et tidspunkt efterlyste en sikker måde at transportere en vinflaske på en cykel, havde jeg allerede udtænkt idéen tidligere. Så jeg kunne faktisk have den klar til ham senere på dagen,” siger Jonas Røssell.
Holderen til vinflasker passer til alle typer vinflasker, da den er designet, så den kan justeres efter størrelsen på flasken. Vinholderen har senere affødt idéen til en six-pack-holder.
Du finder lædersmeden her:
Lædersmeden ApS
Vestergade 15
1456 København K
Mobil: 27 36 69 10
laedersmeden.dk
LÆS OGSÅ: Sommelieren anbefaler… Rosé, rosé, rosé