Restaurant Clou kåret til årets restaurant
At kunne kalde sig årets restaurant i Danmark er ikke alle forundt. Og det var også med stor begejstring, at chefkok Jonathan Berntsen modtog titlen på restaurantens vegne foran et finalefelt, der blandt andet talte prominente navne som Noma, Søllerød Kro, Relæ, Kadeau og Ruths Hotel.
Restaurant Clou har siden åbningen i 2012 været garant for legende og uventede spiseoplevelser, hvor kulturer mødes i en kreativ og velsmagende symfoni. Det blev søndag belønnet med titlen som Årets Restaurant i Danmark. Og det er første gang for det lille gastronomiske åndehul, der ligger kilet ned blandt vaskerier og betonbygninger i Borgergade.
Hver år holder Den Danske Spiseguide en stor middag, og udover Årets Restaurant byder aftenen også på vindere i kategorier som Årets Kokkeprofil, Årets Tjener, Årets Gennembrud og Årets Dessert – bare for at nævne et par andre eksempler. Restaurant Clou var oppe imod et stærkt hold af andre finalister, så forløsningen var til at føle på, da vinderen endelig blev offentliggjort sidst på aftenen.
”Jeg mistede faktisk helt pusten, da vores navn blev råbt op. Og min souschef og højre hånd Martin skreg højt af glæde,” fortæller Jonathan Berntsen, der er chefkok og ejer af Restaurant Clou.
Sikker nydelse
Dommerkomitéen bag Den Danske Spiseguide var klare i mælet, da de skulle begrunde, hvorfor prisen som Årets Bedste Restaurant var gået til Jonathan og resten af holdet i køkkenet på Borgergade.
”Det er et køkken, der ikke er dogmatisk dansk eller nordisk. På ingen måde klassisk fransk, slet ikke overvejende grønt, men med kreationer, der er helt signaturbåret af chefen. Det er et innovativt, artistisk grænsende til ekvilibrisme, der i sit udtryk rummer den rene og fuldkomne skaberglæde. Og så er det på et kunstnerisk højt niveau. Restaurant Clou er passionerede omkring vin/mad match, så gæsterne får en totaloplevelse, hvor ligevægten er i fokus, og velsmagen og nydelsen er sikret,” lød vurderingen efter overrækkelsen.
En evig udvikling
Anerkendelsen som årets bedste restaurant er vigtig for Jonathan Berntsen, fordi det har stor betydning for hele personalet på Restaurant Clou. Og han fortæller, at det både motiverer og bekræfter hele holdet på restauranten i, at det, de laver, er på et højt niveau. Det er en kæmpe anderkendelse. Han ser det dog stadig kun som et skridt på vejen.
”Vores idé med Restaurant Clou har fra starten været, at restauranten hele tiden skulle udvikle sig. Vi skal blive bedre og bedre. Det er det, der gør det spændende at arbejde så hårdt. Vi skal hele tiden kunne se forbedringer, så vi er langt fra tilfredse, selvom vi allerede har fået meget pæn anderkendelse,” fortæller Jonathan med et smil på læben.
Restaurant Clou til Dining Week
Hvis du ikke lige har budget til en fredag aften på Restaurant Clou, så hold øje, når salget til Dining Week 2017 starter op. Nordens største restaurantfestival finder sted i uge 7, og her kan du opleve en 3-retters menu på Årets Restaurant.
LÆS OGSÅ: Designerrestauranterne