Ny sushirestaurant spreder mere god karma på Østerbro
Karma Sushi, som er kendt fra Kødbyen, har åbnet en ny restaurant på Trianglen. Her kan du smage dig igennem både signatursushi, deleretter og en vegansk sushimenu, og med restaurantens fokus på miljøet og bæredygtighed kan du foruden glade smagsløg gå derfra med god samvittighed.
Den miljøbevidste sushirestaurantkæde Karma Sushi har restauranter i Århus, Aalborg, Frederikshavn og Kødbyen. Med den nye restaurant på Trianglen har de nu også fået sig et sted på Østerbro, der udlever kædens vision om mere fokus på bæredygtighed og god karma.
Signatursushi, deleretter og vegansk sushi
Karma Sushi på Trianglen er åbnet med et nyt menukort, som ejer og kok Morten Hansson har udviklet efter sine inspirationsture til Japan. Han står selv i køkkenet og laver autentisk japansk sushi med nordiske råvarer som torsk fra Vesterhavet, jomfruhummer fra Læsø og søde rejer fra Nordnorge. Alt er hjemmelavet, og selv soja og syltet ingefær bliver lavet efter egne opskrifter.
Det nye menukort byder blandt andet på signaturretter med laks, trøffelcreme og citrussoja, kammusling med jalapenomarinade toppet med råvinaigrette af dehydreret tomat og østersurt samt flamberet hummer med ørredrogn og shizo. Karma Sushi serverer også deleretten shabu shabu, som består af flamberede og tyndtskårede skiver af oksekød og svampe, der bliver tilberedt direkte ved bordet i en japansk fonduegryde med svampebouillon.
Som endnu et led i strategien om god karma, hylder Morten Hansson den plantebaserede kost med en vegansk sushimenu. Den består blandt andet af svampetatar, pocheret svampekombu, tempuratofu og nigiri med stegt aubergine, fermenteret jordskok og avocado. Så skal du prøve noget nyt og anderledes, kan du med fordel kaste dig ud i den veganske menu.
Karma Sushi i eget køkken
Alle kædens restauranter tilbyder takeaway, så du kan nyde din sushi i hjemlige omgivelser. Men du kan også selv prøve kræfter med den japanske kogekunst hjemme i dit eget køkken med en håndfuld af Karma Sushis opskrifter her.
Tuntatar med daikon, wasabicreme og wasabitobiko
Tempurasalat med tempurarejer, chilicreme og forårsløg
Kammusling med jalapenomarinade
Laks med trøffelcreme