Nationalbestikket

Du har sikkert haft det i hænderne, hvis du har spist på restauranter som Amass, Tårnet og Höst eller danske repræsentationer i udlandet. Eller bare i et helt almindeligt og gennemsnitligt dansk hjem. For Kay Bojesens Grand Prix-bestik er moderne, funktionelt og ligger godt i hånden. Og så er det ikke mindst smukt. Vi tager bestik af en designklassiker.

Det findes på mangen en dansk ambassade i udlandet, hvor det sammen med kongeligt porcelæn og damaskduge bruges til officielle lejligheder for at vise, hvad det bedste af dansk design har at byde på. Og det gælder også for en af de mere kulinariske af slagsen: Smørrebrødskongen Adam Aamanns restaurant i New York, The Copenhagen.

Herhjemme dækkes der op med spisebestikket Grand Prix på Amass, Tårnet og senest også på Höst, ligesom det er en fast bestanddel af hverdags- og festmåltiderne rundt omkring i de danske hjem. For Kay Bojesens Grand Prix-bestik er enkelt, diskret og funktionelt og kan kombineres med alt. Og derfor er det også et af de mest anerkendte og anvendte herhjemme.

ÅBENT HUS

Kay Bojesen var funktionalist og var sammen med sin hustru blandt nogle af de første, der flyttede ind i Arne Jacobsens moderne boligkompleks, Bella Vista, i Klampenborg.

Hver søndag var der dækket op til fest i det gæstfrie hjem, hvor de trakterede med kaffe, te, kakao og hjemmebagt marmorkage til alle, der måtte komme forbi.

Nogle gange kom der kun et par stykker, andre gange var de samlet 20 til slabberas. Blandt gæsterne fandt man mange af tidens kunstnere og arkitekter som Poul Henningsen, Arne Jacobsen, Hans Wegner, Børge Morgensen, Piet Hein og Kaare Klint, og på bordet fandt man foruden mad og drikke de dagligdags uundværligheder til husholdningen, som Kay Bojesen elskede at designe.

Kay Bojesen var en af sin tids største og bedst kendte kunsthåndværkere. For ham var bestik redskaber, som skulle være brugbare, men samtidig vægtede han æstetisk formgivning og smukke proportioner højt.

KUNSTHÅNDVÆRK

Han designede sit elegante sølvbestik i 1938 og præsenterede det på en soloudstilling på Kunstindustrimuseet i København. Navnet Grand Prix stammer fra 1951, hvor Kay Bojesen vandt Grand Prix-prisen på Triennalen i Milano for bestikket, som blev støbeskeen til en lang produktion.

Efterfølgende begyndte han at arbejde på ståludgaven, som blev præsenteret i 1953. Han justerede let på det oprindelige bestik, men bevarede det formfuldendte udtryk, som bestikket senere skulle blive så kendt og elsket for. Indtil da var der kun få spisebestik i rustfrit stål i Danmark, og da slet ikke i de danske hjem, hvor det blev betragtet som ufint og institutionelt.

Kay Bojesen selv syntes ikke, at sølvet var for fornemt til hverdagsbrug, men designede det mere demokratiske dagligdagsbestik, vel vidende at alle danskere ikke var født med en sølvske i munden og havde midlerne til at dække op med sølvtøj hver dag. Derfor blev det blandt størstedelen af danskerne mere og mere udbredt kun at pudse sølvtøjet ved højtider og særlige lejligheder som fødselsdage, bryllupper og begravelser.

FUNKTIONALISME

At Kay Bojesen var særdeles arbejdsom og produktiv gennem sin karriere, vidner de 57 dele, som sølvtøjet efterhånden har fordelt sig på, om. Han supplerede gennem årene bordkniven, middagsgaflen og spiseskeen med en lang række andre redskaber som smørkniv, fiskekniv, fiskegaffel, suppeske, aspargesgaffel, dessertgaffel, dessertske, grapefrugtske, isske, kaffeske, teske, mokkaske samt serveringsbestik som salatsæt, kagekniv, kagepalet, flødeske, sauceske, serveringsske, østersgaffel, hummergaffel, honningske, marmeladeske samt børnebestik, der består af en lille gaffel og en ske plus en madskubber og en hankeske.

Sus Bojesen Rosenqvist er en af de danskere, der nærmest i bogstaveligste forstand er født med en sølvske fra Grand Prix’ børnebestik i munden. Hun er nemlig barnebarn af Kay Bojesen og er vokset op med hans bestik i sølv og stål og øvrige design, ligesom hun har kunsten at dække et smukt bord med alt, hvad dertil hører, med hjemmefra.

”Det har en ganske særlig følelse, når man tager det i hænderne,” demonstrerer hun og tager fat om bestikket med de slanke skafter for at vise, hvor kompatibelt det er, uanset om man har en spinkel eller kraftig hånd. Det har tyngde. Grenene på gaflen er lange, skeen runder perfekt i munden, og kniven skærer, som den skal og falder på plads i hånden, så den er let at styre.

”Det hele ligger i detaljen, for alt skal fungere, som min farfar sagde. Hver enkelt del er lavet, så den er brugbar og passer perfekt til sin funktion,” siger hun. ”Og så er det slidstærkt og kan komme i opvaskemaskinen, så det også er praktisk anvendeligt.”

ARVESØLVET

I 2010 overtog Sus Bojesen Rosenqvist produktionen af Grand Prix-bestikket, der efter omfattende justeringer kom på gaden i 2011. Hun har som den første kvinde i familien arbejdet videre på sin farfars formgivning ved at udvælge sine yndlingsdele fra den store bestikserie og sætte dem i produktion igen. Med blik for tiden og tidsånden har hun, som sin farfar, foretaget nogle små tilvirkninger undervejs og moderniseret hist og her. Med en kærlig hånd.

”Toddyskeen er for eksempel blevet til en caffe latte-ske, fordi det er mere tidssvarende,” konstaterer hun. ”Man bliver nødt til at hjælpe folks fantasi lidt på vej, så de ved, hvad de skal bruge de enkelte dele til. Navne har også betydning.”

For et par år siden sendte hun også sølvtøjet på gaden igen. Selv elsker hun at spise med det, men benytter sig alligevel mest af stålet i dagligdagen, fordi der skal være forskel på hverdag og fest. Men det er der til gengæld også så ofte, at hun kun sjældent skal have pudsekluden frem, fordi det er blevet sort. Fordi sølvbestik nu engang bliver smukkere af at blive brugt og få ridser. Og fordi hun er opdraget med at gøre sig umage og omgive sig med æstetik.

”Jeg har altid lagt mærke til, at vi havde mange pæne ting hjemme hos os. Min far var også æstetiker, så jeg er vokset op i et rigtigt æstetikerhjem,” fortæller Sus, der selv er uddannet fotograf og har taget mange af Kay Bojesens produktbilleder.

Hun ser det som sin fornemste opgave at videreføre og nytænke arvesølvet, så det har praktisk anvendelighed i den nutid, det indgår i. Og det er netop det, der kendetegner en klassiker.

“Kay tænkte hele tiden nyt, og det er derfor, det er sjovt at arbejde videre med hans ting.”

Administrator CF