Med næsen i Skye
Skotland er i populærkulturen kendt for et sagnomspundet søuhyre og en måske endnu mere sagnomspundet beklædningsgenstand til mænd, der ikke overlader meget til fantasien, når vinden blæser. På en klar tredjeplads kommer whisky. Og med rette. Vi pakkede vandrestøvlerne og satte næsen mod nord i retning af lunefuldt vejr, en tæt på uforståelig engelsk dialekt og duften af Taliskers single malt.
LIDT INFORMATION
Isle of Skye er fyldt med små bed and breakfast-steder, du kan overnatte på.
VI BOEDE PÅ:
Cuillin Hills Hotel
cuillinhills-hotel-skye.co.uk
Duisdale House
duisdale.com
VI SPISTE PÅ:
Sea Breeze Restaurant
seabreezeseafoodrestaurant.com
Three Chimneys
threechimneys.co.uk
Duisdale House
duisdale.com
Den eneste reelle helikopterreference, jeg har, stammer fra scenen i Dommedag Nu, hvor Richard Wagners ”Ride of the Valkyries” tordner af sted i baggrunden, mens en sværm af Huey-helikoptere nærmer sig land for til sidst at slippe helvede løs over en lille, sydvietnamesisk kystby. Så mens propellerne forsigtigt løfter den skrøbelige glaskabine fra jorden ved lufthavnen i Inverness, starter netop den symfoni for mit indre øre. En kende dramatisk kan man mene – og sikkert med rette.
Efter vi er steget et par hundrede højdemeter vertikalt, presser piloten roligt styrpinden frem. Hele cockpittet bøjer sig forover, samtidig med at helikopteren skubber halen i vejret, og et kort øjeblik har vi næsen direkte ned mod de snoede veje, der arbejder sig gennem det ufremkommelige, skotske højland. Herfra går det poetisk i retning af solen, som hænger lavt på forårshimlen over bjergene i horisonten og efter bedste evne forsøger at finde hullerne i skyerne på himlen. Heldigvis ofte med succes.
Foran os har vi en tur på 45 minutter til øen Skye, hvor Taliskers destilleri har ligget, siden whiskymærket blev grundlagt i 1831. Vi flyver lavt over sorte søer, endeløse, grønne bakkedrag og eksponerede fjorde uden skyggen af beplantning, hvor vinden og vandets rasen har haft frit spil siden istiden.
Hen under aften når vi frem til Cuillin Hills Hotel, der ligger med udsigt til det lille fiskerleje Portree, og som retfærdighedsvis er Skyes største by med sin befolkning på 2500 personer. Cuillin Hills har knitrende ild i pejsen, massive træmøbler og okseblodsfarvede sengetæpper så tunge som gobelinerne på Kronborg. Der er aldrig nogen, der har overvejet at lægge et lille stykke chokolade på ens hovedpude, internettet er bedre på Den Anatolske Højslette, og man kan kun se én kanal, hvor de taler et tæt på uforståeligt engelsk. Det er ganske enkelt genialt. Og alt i alt hvad man som dansker forestiller sig, en overnatning i det nordlige Skotland bør byde på.
Efter en kold øl og et par tapas-inspirerede udgaver af nationalspisen haggis, som kort fortalt er mosede kartofler, mosede majroer og en kødstuvning af fåreindmad, skal vi i gang med det egentlige mål med vores tur – en smagning af Taliskers single malt-whiskyer med fokus på den sidst nyankomne i familien, der slet og ret hedder Talisker Skye.
Til dem, der ikke kender til Taliskers forskellige whiskyer, har det gamle destilleri i forvejen en fin, lille single malt-portefølje, som blandt andet tæller Talisker 10 Year Old, Talisker Storm og Talisker Port Ruighe. Helt overordnet kan man sige, at Talisker 10 Year Old udmærker sig ved at være en single malt-whisky i den røgede ende af spektret med noter af blandt andet tang. Den er modnet på amerikanske egetræsfade, og så er den certificeret som en af Skotlands seks klassiske malt-whiskyer. Talisker Storm er også lagret på amerikansk eg og er den mest intense og kraftfulde whisky, Talisker har. Talisker Port Ruighe er modnet i portvinsfade, og det giver den i modsætning til de andre whiskyer noter af søde bær.
Hovedpersonen og sidste skud på stammen hedder altså Talisker Skye, og sammenlignet med dens single malt-søskende har den en sødere, røget smag, men med de samme maritime toner af tang som Talisker 10 Year Old.
ZEPPELIN OG SHEERAN
Der er 15 forskellige skribenter med på turen. Og vi er en broget flok af ekstreme whiskynørder, sommelierer og dagsbladsjournalister, hvor de sidstnævnte som udgangspunkt ikke ved det store om whisky. Vi bliver placeret omkring et langbord. Som vi sidder dér med udsigt til bugten ved Portree omgivet af sneklædte bjerge i baggrunden med hver vores sæt af whiskyer, vandglas og notesblokke, ligner vi en sær, kulinarisk udgave af The Fellowship of the Ring. Der er velklædte, engelske gentlemen med tweetjakker og lommeklude, små franske og italienske kvinder, der får al information oversat til deres modersmål på stedet, og hipsterjournalisten fra Berlin med et fuldskæg, der i øvrigt ville gøre dværgene fra Morias Miner grønne af misundelse – for at blive i Ringenes Herre-analogien.
Dirigenten for vores lille smagning er Colin Dunn. Han er Taliskers globale ambassadør og ved selvsagt meget om Taliskers forskellige whiskyer. Men han er samtidig historiefortæller og en slags patos-kødhakker, der omdanner master blenderne Craig Wilson og Maureen Robinsons informationstunge og faglige viden til appetitlige budskaber. Han fortaber sig med andre ord ikke i detaljer, og det er man glad for, når man ikke arbejder på et whiskymagasin.
”En whisky bør være som en god bog eller en god film. Der skal være en begyndelse, en midte og en slutning. Hvis man oversætter det billedsprog til whisky-termer, hedder det næse, gane og afrunding. Og så skal der ikke mindst være struktur og balance. Gør man sig umage for at opleve de to første, får man den sidste forærende. Hvis man derimod ikke koncentrerer sig om de første sanseindtryk, svarer det til at gå på en kunstudstilling uden at se på billederne,” fortæller Colin pædagogisk og en smule for banalt for flere af mine sidemænd, kan jeg fornemme på deres reaktion.
Den første, vi smager på, er hovedpersonen Talisker Skye. Der er allerede skænket op, og der er placeret et lille stykke glas over åbningen på glasset, så aromaerne ikke slipper ud. Jeg tager glasset op, placerer min finger over glaslåget, cirkulerer whiskyen, fjerner låget og stikker næsen ned mod den gyldne spiritus. Der er sødme og brændt aske i den duft, der rammer min næse. Efter en tår vand gentager jeg det samme med Port Ruighe, der sammenlignet med den lette Skye er dyb, røget og nærmest marmeladeagtig i duften – eller ”næsen” om man vil. Havde det været en vin, var det en australsk syrah. Det sidste glas, jeg stikker næsen i, er med Talisker Storm, som er mere krydret og har noter af peber. Vi har som bekendt fem sanser, og fjerner man den ene, skærpes de andre, så vi sidder et helt selskab med lukkede øjne og brummer hver vores lyde af velbehag. Jeg må være ærlig og indrømme, at hvis jeg smagte Storm og Port Ruighe uafhængigt, ville det være svært for mig at udpege, hvad der var hvad. Men med muligheden for at sammenligne er forskellene markante. Skye er ung, frisk og let. Storm er kraftfuld og intens. Og Port Ruighe har en eftersmag af chili ud over de ovennævnte noter. Som showmanden Colin siger det:
”Storm er Taliskers Led Zeppelin sammenlignet med Skye, som man kan sidestille med Ed Sheeran. De er begge to gode musikere, de lyder bare forskelligt.”
Ærgerligt for Talisker Skye, at Storm kommer ind fra højre og stjæler den nyeste whiskys momentum, tænker jeg. Men musiksmag er selvfølgelig forskellig, og hipsterjournalisten fra Berlin får muligvis noget helt andet ud af den sammenligning. Jeg beder om lidt mere Talisker Storm.
Hvis man forholder sig meget konkret til begrebet ”smagning” og af samme grund besidder evnen til at spytte alt, hvad man får i munden, ud, er det sikkert ingen sag med en lang rejsedag og mange nye bekendtskaber. For resten af os begynder trætheden at melde sig efter et par glas vin. Portree er kendt for sine friske fisk og skaldyr, og efter et fint måltid på den lokale fiskerestaurant i kølvandet på vores whiskysmagning må jeg kapitulere og kalde det en dag.
GAMLE TEKNIKKER OG TRADITIONER
Dagen efter står mere i teknikkens tegn end i sanselighedens. Efter en hurtig bid morgenmad går turen mod Taliskers destilleri, som blev bygget nær den lille fiskerby Carbost på vestkysten af Skye tilbage i 1830 af brødrene Hugh og Kenneth MacAskill. Navnet Talisker stammer i øvrigt fra ordet ”Thalas Gair”, som betyder ”skrånende klippe”.
I 1962 oplevede destilleriet en af sine mørkeste dage, da en stor brand ødelagde de oprindelige bygninger. Men efterfølgende restaurerede man de originale kondensatorer – også kaldet ”worm tubs” – i stedet for at installere nye, moderne af slagsen. Og de gamle, originale kondensatorer er efter sigende med til at give Talisker en meget karakteristisk og fyldig smag.
Whisky er i princippet øl, der destilleres. Men produktionen af Taliskers whisky er ret speciel sammenlignet med, hvordan man producerer whisky på andre destillerier rundt omkring i Skotland. Og ifølge Donald Colville, der er global ambassadør for skotsk whisky generelt og derfor teoretisk set burde besidde evnen til at være objektiv, ville det ikke give nogen mening at bygge et destilleri i dag som det, Talisker har i Carbost. Processen er for besværlig og gammeldags. Men det er som sagt også den, der er med til at give whiskyen sit særpræg.
I Taliskers whisky bliver der kun brugt byg fra Skotland og vand fra højlandet omkring Carbost. Byggen bliver maltet i Glen Ord, hvilket dybest set bare vil sige, at den bliver tørret, så man kan få adgang til sukkeret. Efterfølgende tilfører man tørverøg, som er den komponent, der giver whiskyen de røgede smagsnoter. Når det er gjort, skal blandingen gære i 65 timer. Efter de første 40 timer er gæren i princippet død og kan derfor ikke lave mere alkohol. Men ved at lade processen fortsætte i yderligere 25 timer får man sukkeret til at reagere med andre enzymer, og det skaber i sidste ende nye smagsnoter, som giver whiskyen en rig og frugtig smag bag de røgede noter fra tørven. Den sidste del af processen foregår i stillhouse, hvor whiskyen bliver destilleret gentagne gange. Destillationen er i virkeligheden et opkog på kobberrør. Spritten løber igennem en spritsi, hvor kun den reneste del kan komme igennem – resten redestilleres. Det er i det her led af processen, hvor Talisker for alvor adskiller sig fra mange andre skotske whiskyer. Derfor er det svært at lokke specifikke detaljer ud af dem omkring den her del. Det er selvsagt en forretningshemmelighed. Til sidst skal whiskyen modnes, og det bliver den på egetræsfade af forskellig art over mange år. De store egetræsfade står i et mørkt, tempereret rum på den bare jord i en tilstødende bygning til selve destilleriet, som vi til sidst går ned og ser. Lyset er svagt og luften kølig som i en katakombe fra den tidlige middelalder.
”En af forklaringerne på at Skotland egner sig så godt til at fremstille whisky, finder man i, at temperaturen heroppe er stabil i den kølige ende. På grund af vores nordige beliggenhed og det faktum, at vi er omgivet af vand, bliver her aldrig rigtig koldt og aldrig rigtig varmt. Temperaturen har ikke så voldsomme udsving, som man oplever andre steder i verden. Og det skaber ideelle forhold, når man skal fremstille whisky,” fortæller master blenderen Craig Wilson. Eftermiddagen står på middag på den etstjernede Michelin-restaurant Three Chimneys, der helt i turens ånd har arbejdet Talisker-whisky ind i flere af retterne på menukortet.
Vores tur lakker mod enden. Man bliver hurtigt forvænt, og på den godt 4 timer lange bustur tilbage til lufthavnen i Inverness ser jeg flere gange længselsfuldt op mod et par helikoptere, mens regnen pisker ind på de store ruder. Det er ikke tit, man kan mærke en direkte modvilje mod at skulle forlade et sted, hvor det ”står ned i stænger”. Men det er ikke desto mindre den følelse, jeg sidder med i flyet på vej mod London.
Det har været et par dage med gode historier, fokus på håndværk, en masse smagsoplevelser og bjergtagende natur. Kogt ned kan man sige, at det har været en tur med en masse sanseindtryk.
Lufthavnen i Luton byder på flad fadøl til mine optøede pomfritter og en kalvefilet, der egner sig bedst til at klaske fluer med, inden jeg flyver mod København. Kontrasten er til at føle på.
Excuse me, while I kiss the Sky(e), synger Hendrix i Purple Haze. Måske var han også på øen tilbage i 1967. I så fald har vi haft tæt på samme oplevelse. Det her er et sted, man må tilbage til.