Madfest på Smukfest
Maden er mindst lige så vigtig for en god festivaloplevelse, som musikken og øllen er det. På Smukfest 2018 i Skanderborg er der mere end 80 spisesteder med alt fra snaskede burgere til gourmet på en hvid dug. Læs her om de steder, som vi har allerstørst appetit på.
Gourmensch
Første gang vi stiftede bekendtskab med Gourmensch var på dette års NorthSide-festival, hvor duften af grillet sortbroget porchetta lokkede os tættere på den åbne ild i madboden. I en sprød durumbolle serverer Gourmensch et mørt stykke porchetta, som er grillet over åben ild med masser af krydderurter. Den får selskab af en hjemmerørt yuzu-mayo, hjemmesyltede pickles og sprøde svær karamelliseret i banh mi-marinade – og den smager vanvittigt godt.
Kähler Smuk Dining
Det er Danish Design Restaurants, som står bag konceptet Kähler Smuk Dining. Til daglig tilbyder de ekstraordinære gourmet- og designoplevelser til private selskaber og firmaarrangementer, men på Smukfest popper de op med et restaurantkoncept, hvor der bliver serveret gourmetmad på hvide duge. Der vil både være snacks til tømmermændene, frokostanretninger, søde desserter og ”Den Smukkeste Oplevelse”, som består af bobler, snacks og seks serveringer.
Pizza by WH
Madboden Pizza by WH er et samarbejde mellem fire brødre med Michelinkokken Wassim Hallal fra Restaurant Frederikshøj i Aarhus i spidsen. Her kan du få pizzaer af allerhøjeste kvalitet med råvarer fra lokalområdet, et strejf af udland og med den sprøde bund i højsædet. Pizza by WH laver fire forskellige pizzaer, og en af varianterne har tidligere været oksefilet i teriyaki med tomater, løg og koriander. Tag forbi madboden og udvælg din favorit.
Entrée by Gastromé
Gastromé er endnu en af Aarhus’ Michelinhonorerede restauranter, som holder til huse i Latinerkvarteret i en af byens ældste gader. Her afspejler menuen altid årstiden, atmosfæren er udpræget nordisk, maden er moderne, og vinen kommer fra hele verden. På Smukfest 2018 kan du få en bid af det, som ifølge Gastromé er “smuk mad”, når restauranten for første gang popper op og udforsker festivalen.
Guldanden
Restaurant Kalunarisk, som fokuserer på charcuteri, ost, skinke, caviar og andre specialiteter, disker også op med en anden madbod på årets Smukfest. Den hedder Guldanden, og konceptet er helt simpelt: de serverer én pulled duck-sandwich, som de eftersigende skulle være mestre i. Den består ganske enkelt af en baguette med confiteret andelår og syltede rødløg, så skal du pleje tømmermændene med et sikkert måltid, skal du slå vejen forbi Guldanden.
SmukFisk
Er du til ”morgenfriske fisk i Bøgeskoven”, skal du slå vejen forbi SmukFisk. Madboden får hver morgen leveret frisk fisk fra Hanstholm direkte til festivalen, så du kan mæske dig i østers, hummer og pil-selv-rejer. Og hvis oplevelsen skal fuldendes, kan du passende tage et glas brusende bobler til at akkompagnere din fiskemiddag.
Yuca Taco
Hos Yuca Taco kan du opleve tacos og quesadilla på autentisk, mexicansk vis. Opskrifterne til maden kommer fra bedstemødrene til holdet bag Yuca Taco, og du kan for eksempel sætte tænderne i bløde majstortillas med enten økologisk svinekød, bøf eller chorizo og løg, rødløg og salsa. Så find din sombrero frem, sving forbi den mexicanske madbod og få stillet sulten – tequilaen må du selv sørge for.
De 4 årstider
Hos De 4 årstider kan du næsten tilfredsstille enhver festival-craving, du måtte have. Uanset om du er til boeuf bearnaise, fish n’ chips eller en grøn salat, så har De 4 årstider det hele. Madboden har endda lavet et samarbejde med Chokoladefabrikken, så du ved bestilling af en menu kan gå over til dessertboden og sætte prikken over i’et på dit måltid med en gammeldags isvaffel.
LÆS OGSÅ: Fotoreportage: De bedste bidder fra NorthSide 2018