I krig mod kræft med gastronomien som våben
På lørdag løber Kokke mod Cancer af stablen for fjerde gang, når de syv kokkevenner igen samles og laver mad i den gode sags tjeneste. Og denne gang ser det velgørende arrangement ud til at runde den halve million i kampen mod kræft.
I 2015 blev Kokke mod Cancer afholdt for første gang, efter at initiativtageren Nicolai Mentzler havde mistet sin far til en kræftsygdom. I år samles Nicolai igen med seks venner fra kokkeverdenen for at gå i køkkenet og lave mad, der skal vippe kræft af pinden – i hvert fald for en aften.
Det fjerde Kokke mod Cancer-arrangement bliver afholdt nu på lørdag den 4. november på Gastronomisk Innovation. Rasmus Leck Fischer er chefkok på Gastronomisk Innovation, og han mistede sin mor til kræft sidste år.
“Det var ikke nogen svær beslutning, da jeg blev spurgt, om jeg ville være en del af Kokke mod Cancer,” forklarer Rasmus Leck Fischer og fortsætter: “Min mor kendte godt til gruppen, og hun ville have støttet 100% op om middagen. Jeg kommer til at give den alt, hvad den kan trække den 4. november – der er ikke noget mere motiverende end at lave mad og samtidig støtte kampen mod kræft!”
Gennem de sidste tre års middage har de ihærdige kokke indsamlet næsten 400.000 kroner til Kræftens Bekæmpelse. Med den store opbakning håber Kokke mod Cancer at runde en halv million kroner på lørdag.
“Vi har erklæret kræften krig ved at vende blikket bort fra døden og hylde livet. Kokke mod Cancer er kærlighed, nydelse, oplevelser og hygge. Altså alt det, som kræften forsøger at frarøve os,” fortæller Nicolai Mentzler.
Der er plads til i alt 50 gæster til middagen på lørdag, og de syv kokke har med deres store, personlige engagement kreeret en kulinarisk oplevelse i særklasse. Læs mere og køb billet på madbillet.dk.
Se også billederne fra sidste års arrangement i Fotoreportage: Kokke mod cancer.
LÆS OGSÅ: Unge kokke på vej til toppen