Kom tæt på Danmarks bedste sommelier
Nina Højgaard Jensen arbejder til daglig som head-sommelier på Restaurant Kong Hans Kælder. Samtidig forbereder hun sig på Verdensmesterskabet for Sommelier i Antwerpen i 2019. Hun er 24 år gammel, bor i København og har netop vundet Danmarksmesterskabet for Sommelierer endnu en gang. Nina er på alle måder en sommelier, man skal holde øje med. Vi mødtes med hende til en snak om jobbet, det at tænke vin morgen, middag og aften og om hendes drømme for fremtiden.
Hvor længe har du været i vinens verden, og hvordan er du endt på denne hylde?
”Min familie har altid spist meget ude på gode restauranter, og de har altid taget os børn med. Vi er opdraget til at skulle smage os frem og lære den del af verdenen at kende. Derfor har jeg også længe vidst, at jeg gerne ville være sommelier, når jeg blev ældre. I 2012 startede jeg i lære som tjener på Le Sommelier i København, hvor jeg som en del af tjeneruddannelsen blandt andet skulle lære de franske oste at kende. Her fik jeg min første oplevelse af, hvordan mad og vin i den rette kombination virkelig kunne løfte hinanden. Jeg havde smagt et stykke comté og smagte derefter en sherry. Jeg tror, det var en amontillado, men jeg er ikke sikker. Her vendte smagen af ost pludselig kraftigt tilbage, supplerede smagen fra vinen og sammen skabte de en ny og større helhed. Det var dybt fascinerende, og det har siden stået som en stor milepæl for mig.”
Hvorfor er vin så vigtigt i dit liv?
”Vin er omdrejningspunktet i min hverdag – det gør mig nysgerrig, det interesserer mig, og det gør det vigtigt. Det fanger mig. For mig er vin så utroligt mange forskellige ting. Jeg kan gå til det med adskillige tilgange: historisk, geografisk, sensorisk, kemisk og så videre. Jeg bliver aldrig ikke træt af det.”
Hvilken vin har du (næsten) altid i dit køleskab?
”Jeg har aldrig som sådan tænkt over, hvad min favoritvin er. Nok fordi det virker umuligt at vælge én. Dog kan jeg konstatere, at vine på druen chenin blanc fra Loire og en god sherry er noget, som jeg altid har og ofte drikker.”
Hvad er din største oplevelse indenfor vinens verden – og hvorfor?
”Jeg var i 2014 tjener til en stor vertikal smagning af Vega Sicilia med årgange helt tilbage til 1923. Det var første gang, jeg rigtigt blev præsenteret for moden vin af den kaliber. Pludselig kunne jeg forstå, hvad årgang betyder for kvalitetsvin, samt hvorfor den rette alder på vinen er så eftertragtet. Det var første gang, at jeg smagte en vin så kompleks. Det var kæmpe stort!
Hvis du kun måtte vælge tre vine til en vigtig begivenhed i dit liv, hvilke ville de så være?
”Det er et svært spørgsmål, som du nok vil få et forskelligt svar på i forskellige perioder af mit liv. Hvis jeg gerne må drømme ubegrænset lige nu, så vil jeg sige 1853 Colheita Verdelho, Barbeito fra Madeira i Portugal, 2010 Meursault 1. Cru La Goutte d’Or, Arnaud Ente fra Bourgogne i Frankrig og 1971 Barolo, Bartolo Mascarello fra Piemonte i Italien.”
Hvor ser du dig selv om 5 år?
”Jeg håber, at være hjemvendt efter et arbejdsrelateret ophold udenlands. Jeg vil gerne møde og lære en anden kultur at kende på et dybere plan. Måske prøve kræfter med at åbne et sted, der ikke er mit eget og bygge et vinkort op fra bunden. Jeg har sandsynligvis rejst til mange afkroge af vinverdenen og været med til en vinhøst eller to. Jeg er forhåbentlig blevet én, som andre kan inspireres af, ligesom jeg opfatter, at mine egne lærermestre er det for mig. Vigtigst af alt, så er jeg blevet klogere både på det faglige og menneskelige plan. Konkurrencemæssigt er det svært at sige. Lige nu er det en stor passion, og ambitionerne er i hvert fald ikke små. Hvem vil ikke gerne stå i en finale til eksempelvis Europa- eller verdensmesterskabet? Og når vi er i gang endda også vinde?”
LÆS OGSÅ: H.J. Hansen åbner flagskibsforretning i hjertet af København