Københavnske yndlingsgader: Værnedamsvej
Mellem Gammel Kongevej og Vesterbrogade ligger en af de gader, som gør, at vi alle sammen elsker København: Værnedamsvej. Det lille smørhul har alt, hvad sultne maver og tørstige halse kan begære. Og så ligner den et lille udklip af Paris - til trods for, at den er opkaldt efter den tyske soldat Werner Damm, som drev traktørsted i gaden i 1730’erne. Copenhagen Food er gået en tur gennem gaden for at guide til, hvad du skal spise og drikke på Værnedamsvej.
Værnedamsvej 1: Lagkagehuset
For de fleste er Lagkagehuset nok den nærmeste, lokale bager. Og for beboerne på Værnedamsvej er det ingen undtagelse. Historien om det populære bageri fortæller, at Ole Kristoffersen og Steen Skallebæk skabte successen tilbage i 2008 efter at have drevet hver deres bagerforretninger i mere end 15 år. Siden er Lagkagehuset dukket op på de fleste københavnske gadehjørner og forsyner danskerne med brød og kager.
Værnedamsvej 3A: Le Gourmand
Le Gourmand er en af Frankrigs repræsentanter på Værnedamsvej, og her finder man de absolutte eksperter. Stedet er en specialitetsforretning, hvor man kan købe alt det bedste fra Frankrigs små, traditionsbundne producenter. Varer fra storproduktion er der ingen af – alt bliver udvalgt og hentet hjem af indehaverne. Sortimentet indeholder utallige oste, pølser, patéer, olier, eddiker, sennep, slik, chokolade, æblemost, apéro og avec. Mange af byens bedste restauratører køber deres franske fix hos Le Gourmand, og det er ganske forståeligt, da butikken byder på ekspertise og produkter af den fineste slags. Hvis du ikke helt har styr på den franske lingo endnu, så tag forbi butikken, smag og spørg – de er ikke bange for at hjælpe og vejlede hos Le Gourmand.
Værnedamsvej 4B: Rist
Kaffen på Rist er fra Coffee Collective, og sulten tæmmes med små madder som eksempelvis rugbrød med avocado eller kartoffel og boller med ost eller pølse. Kaffebaren på Værnedamsvej er et uprætentiøst, lille frirum med bare murstensvægge og god kaffe. Der er ikke mange siddepladser indenfor, men de er værd at få fat i, hvis du skal mødes med veninden eller kæresten eller skal sidde og arbejde foran skærmen et par timer.
Værnedamsvej 5: Granola
Café Granolas borde er nogle af Københavns mest eftertragtede, og du skal især være hurtig, hvis du vil nå at have fat i et, når der i weekenden bliver serveret brunch. Hos Granola er det ikke den overdådige brunchbuffet, der tilbydes, men små anretninger, hvor intet er overladt til tilfældighederne. Brunchtallerkenen byder på skyr, laks fra Daniel Letz, avocado, tomatsalat, ost, blødkogt æg, pandekager og ristet brød, og den er anrettet på pæneste og mest fotogene vis. Resten af dagen dagen kan du spise dig igennem franske favoritter som croque monsieur, eggs benedict, salade au chevre chaud og steak frites, og til dessert er der gateau marcel eller créme brûlée. Lokalerne ligner en tro kopi af 1930’erne, og indretningen i sig selv er grund nok til at tage et smut forbi Granola. Om aftenen bliver caféen til en bar, hvor du kan komme og være i selskab med en blanding af byens mest fashionable og lokale.
Værnedamsvej 10: Les Trois Cochons
Pariser-viben fortsætter i gadens nummer 10, hvor Cofocos populære, franske bistro Les Trois Cochons holder til. I de smukke lokaler tilbydes alle frankofilens livretter: moules mariniére eller moules frites, rørt tatar, foie gras-terrine, côte du boeuf, skaldyrsfad og selvfølgelig også de traditionelle, søde retter som profiteroles eller comté med trøffel, honning og brød. De ærkefranske retter bliver serveret præcis som i Frankrig, og allerede fra klokken 8.30 kan du starte ud med kaffe og croissants.
Værnedamsvej 14: Hanzō
Hanzō er det asiatiske adoptivbarn i den store Madklubben-familie. Restauranten lå oprindeligt ved Sortedam Dossering på Nørrebro, men genåbnede i september 2017 på Værnedamsvej. På Hanzō bliver både japanske, kinesiske, thailandske, vietnamesiske og andre asiatiske gadekøkkener blandet med gourmet. Køkkenet er ret uforudsigeligt, rodløst og kreativt, men der er samtidig genkendelige elementer i maden. På menuen finder du for eksempel gyoza med skaldyr, Hanzōs nudelsuppe med kalkunlår og sugarsnaps samt fisk med ingefær, mandler og pak choy. Er du nysgerrig på den fulde Hanzō-oplevelse kan du prøve menuen med 11 retter udvalgt af køkkenchefen, som bliver serveret til deling på bordet.
Værnedamsvej 15: Juul’s Vin og Spiritus
I 1926 åbnede Svend Juul den første vinhandel på Værnedamsvej, som siden er blevet til en landsdækkende kæde af vin- og spiritusforhandlere. Hos Juul’s kan du således blive ekspederet i en forretning med snart hundrede år på bagen, og de er eksperter i alt, hvad du overvejer at tage med ud ad døren. Der bliver løbende afholdt forskellige arrangementer, hvor du har mulighed for at blive klogere på de forskellige typer alkohol. Eksempler på begivenheder er pinot noir- smagning, whiskysmagning og fredagsbar, og hvis du er det mindste interesseret, så følg med på Juul’s Vin og Spiritus’ Facebookside, hvor du kan se, hvad dit glas har i vente.
Værnedamsvej 16: Falernum
Drik vin, hæng ud og spis i den hippe og ofte tætpakkede vinbar Falernum. Der er uformel stemning og ingen tjenere i kjole og hvidt, men i stedet kompetente tjenere, som har styr på, hvad de serverer. Falernum bryder med fordommene om de snobbede vinbarer og forsøger i stedet at hjælpe ung som gammel med ind i vinens verden. Appetitten kan afhjælpes med enkle serveringer som for eksempel en platte med udvalgte pølser, skinker, ost og brød eller en tasting-menu med kød, fisk og vegetarretter, så alle kan være med.