Københavnsk cocktailfestival vender tilbage i efterårsferien
Den københavnske cocktailfestival Cocktail Week er tilbage med sit populære koncept. Fra 14.-21. oktober kan du igen nyde to cocktails for éns pris og gå på opdagelse på byens bedste cocktailbarer.
I februar i år blev Københavns allerførste cocktailfestival afholdt på en længere række barer rundt omkring i byen. Cocktail Week var en del af den populære restaurantfestival Dining Week, og mange af gæsterne gik derfor ud til cocktails enten før eller efter deres Dining Week-middag. Nu får gæsterne igen muligheden for at kombinere en spiseoplevelse med en cocktailoplevelse, når Dining Week SHARING løber af stablen i efterårsferien fra 14.-21. oktober og bliver akkompagneret af Cocktail Week.
Barscenen i København bugner af fantastiske cocktailbarer, som eksperimenterer med smagssammensætninger og sanseoplevelser på samme niveau som byens restauranter. Det giver anledning til at folde scenen ud og indvie danskerne i de gode cocktailoplevelser, som gemmer sig i København.
Cocktail Week er et samarbejde mellem københavnske cocktailbarer, spiritusproducenten Diageo og tonicproducenten Fentimans Danmark. Målet er at skabe gode oplevelser med cocktails og udbrede kendskabet til en del af den kulinariske verden, der er i stærk fremgang.
”I kølvandet på alle de imponerende ting, der er sket på restaurantfronten herhjemme, oplever vi også en stigende interesse for barverdenen. De nordiske bartendere bliver dygtigere og dygtigere, og der er en tendens til, at folk igen har fået øjnene op for cocktails. Sammen med de danske barer vil vi gerne være med til at slå et slag for cocktailkulturen,” fortæller Bjørn Beyer, medstifter af Cocktail Week.
Billetterne til Cocktail Week koster 100 kr. + billetgebyr pr. person og indløser to cocktails: en festivalcocktail, som er udviklet af Diageo og Fentimans Danmark, og en signaturcocktail fra den udvalgte bar, som gæsten har købt billet til. Blandt de deltagende barer finder man Brønnum, Bar7, K-bar, The Rusty Jigger, The Bird & The Churchkey og flere. Læs mere og køb billetter på cocktail-week.dk.
Vind billetter til Cocktail Week
Lige nu udlodder vi to billetter til en valgfri bar til Cocktail Week i efterårsferien. Hop over på vores Instagram for at deltage i konkurrencen: vind billetter til Cocktail Week!