Spis med til French Dining Week!
Uge 24 står i det franske køkkens navn, når holdet bag restaurantfestivalen Dining Week slår dørene op til søsterkonceptet på fransk. Spis med og deltag i en hel uges madfestligheder med hjertet forankret i Frankrig.
Vive la France! Igen i år samarbejder Dining Week og Sopexa om det internationale event Apéritif à la française og inviterer til French Dining Week. Den franske uge bliver afholdt den 11.-18. juni (uge 24) med mere end 40 restauranter over hele landet.
Konceptet er som altid ligetil – du får en treretters menu med et fransk islæt fra eksempelvis Paris eller Provence for 225 kr. + billetgebyr. Og uanset hvor du sætter dig til bords, vil du blive budt velkommen på ægte fransk manér med et glas perlende crémant d’Alsace.
De deltagende restauranter er créme de la créme af franske restauranter og bistroer herhjemme. Du finder blandt andet Je t’aime, Restaurant mêlée og L’education Nationale på listen, hvor nogle af retterne lyder på taskekrabbe med citron mayo og krydderurter, coq au vin med nye kartofler og jordbærtærte med mynteis.
Billetkøen er i skrivende stund ved at blive afviklet, og salget bliver åbnet op for alle straks efter. Læs mere og køb billetter på diningweek.dk.
LÆS OGSÅ: Spis på en prisvinder til Dining Week