Hold efterårsferie på italiensk manér
Efterårsferien er det sidste lille pusterum, inden vinterhalvåret for alvor starter. Det ved de gode folk bag restaurantfestivalen Dining Week godt. Derfor har de dedikeret en hel uge til delikatesser fra støvlelandet, der kan booste dine smagsløg og sende dig mæt og glad mod koldere tider.
Den første tid efter sommerferien føles altid ekstra hård, og arbejdsdagene synes meget lange. Men vi skriver allerede september, og udsigten til en uges ferie i midten af oktober gør tilværelsen lidt mere overskuelig. Der er noget at se frem til. Og det er der især, fordi dørene til Italian Dining Week bliver slået op i efterårsferien.
I tilfælde af at du har glemt det, så ligger efterårsferien i uge 42. Her spreder Dining Week for anden gang sit landsdækkende koncept ud på italiensk. Konceptet er, som det plejer at være – denne gang har det bare fået en lille italiensk drejning. Du køber billet til en fire-retters menu bestående af antipasti, primo, secondo, dolci og en San Pellegrino-vand til en fast pris på 225 kr. + billetgebyr.
Fælles for de deltagende restauranter er kærligheden til det italienske køkken, og listen tæller blandt andet L’Altro, Gorm’s, Fabio’s Paparazzi, Scarpetta, La Vecchia Signora, Ché Fé Biotrattoria og 31 andre restauranter fra hele landet. Selve menuen bestemmer restauranterne helt selv. Det eneste krav er, at aftenens antipasti bliver serveret til deling ved bordet, så gæsterne kan dele det gode måltid sammen.
Vil du med? Så skriv dig op i billetkøen på diningweek.dk.
Køen vil blive afviklet den 19. september, hvor salget efterfølgende vil blive åbnet for alle.
Hvad: Italian Dining Week
Hvor: Hele landet
Hvornår: Uge 42 – søndag den 16. til søndag den 23. oktober 2016
Læs mere på diningweek.dk og se alle de deltagende restauranter.
LÆS OGSÅ: Mama Licias pasta