6 mangfoldige måltider i Tivoli Food Hall
Tivoli Food Hall er Københavns nye skud på stammen af madhaller, hvor man kan få sig en hurtig bid mad af høj kvalitet. Tivolis madhal indeholder varer fra en række af nogle af byens bedste restauratører, og det er en sikker anbefaling til folk, der skal ud at smage på vores lille hovedstad. Copenhagen Food giver dig her et bud på seks stader til seks mangfoldige måltider i Tivoli Food Hall.
BRØDFLOV
Siden 2013 har Brødflov serveret deres danske bagertraditioner i moderne fortolkninger. Deres kvalitetsbevidste, økologiske bagværk er blevet velmodtaget af brødglade københavnere, og det forstår vi godt. Det er tydeligt at se og smage, at der er en kæmpe kærlighed for brød og kager. Og med tiden er der også kommet et større fokus på kaffen. Hos Brødflov er idéen om en bager med god kaffe vellykket, og kaffen fra Estate Coffee taler til den brede befolkning. En brasiliansk, fyldig, sødmefuld bønne fra en økologisk enkeltfarm, der er handlet direkte på plantagen, bliver anvendt til både mælkedrikke og til den sorte kaffe.
Selvom Tivoli Food Hall først åbner klokken 11, åbner Brødflov allerede klokken 7 om morgenen. Så hvis du skal tidligt med toget fra Hovedbanegåden, kan du komme ind og få din kaffe og dit favoritmorgenbrød med på farten. Vi kan personligt anbefale deres fantastiske, runde hindbærsnitter eller en af deres mange morgenboller med smør og ost.
CAFÉ NORDEN
Efter at have ligget på Strøget ved Storkespringvandet i næsten 25 år, har Café Norden kastet sig ud i nye eventyr og er åbnet i Tivoli Food Hall med en lille Café Norden. Her serverer de alle bestsellerne fra den velkendte café på Strøget som den cremede tomatsuppe, de overdådige kager og andre lette, klassiske anretninger. Café Norden i Tivoli Food Hall har valgt at fokusere på morgenmad hele dagen, og det er derfor et oplagt valg, hvis man vil spise en god brunch.
Café Norden serverer de lækreste pandekager med økologisk skyr, hjemmelavet müsli og blåbærsirup, og så kan du også bestille deres version af en avocadomad på ristet rugbrød med laksetatar og spejlæg. Hvis du ikke er til brunch og bare er til kage, er Nordens kager ikke til at komme udenom. Caféen er nemlig ”gift” med Holms Bageri og får sine smukke og velsmagende kager derfra.
GLÓ
Sólveig Eiríksdóttir startede Gló i Island for 10 år siden, fordi hun gerne ville præsentere islændingene for sund og velsmagende fast food. Med hendes rolle som frontfigur i den islandske raw food-bevægelse og hendes titel som ”Best Raw Chef in the World” hele to gange, har Gló virkelig slået igennem på Island og har nu også en stand i både Tivoli Food Hall og i Magasin. Konceptet går ud på at skabe sunde måltider, der er velsmagende, og som styrker krop og sind. Du kommer altså til at gløde af energi og sundhed, og deraf kommer navnet Gló.
Glós bowls er sunde, sprøde og spændende og fås i mange smagsnuancer og farver som blandt andet deres Mexibowl, Thaibowl eller deres veganske Mediterranean Bowl med falafel. De farverige, friske bowls bliver også lavet som wraps, og det er oplagt at drikke en af deres koldpressede juices til. De indeholder ingen frugter, men kun grøntsager, så hvis du er til det virkelig sunde, kan det klart anbefales. Alt er økologisk, og grøntsagerne bliver leveret fra Årstiderne. Hele menuen er som udgangspunkt vegetarisk med undtagelse af de bowls og wraps, som indeholder kød – dette kan man dog vælge fra. Der bliver ikke anvendt mælkeprodukter hos Gló, og deres mayonnaise er sågar lavet på kikærtevand. På den måde undgår Gló madspild samt brugen af animalske produkter, fordi kikærtevandet tilfører mayonnaisen den cremede konsistens, som ægget ellers ville have gjort.
BOBBABELLA
Hvordan hænger grillbar og den bornholmske Michelin-restaurant Kadeau sammen? De to ting, der umiddelbart ikke lyder til at gå hånd i hånd, har tværtimod vist sig at være en smagfuld succes. Bobbabella er Kadeau-drengenes bud på en klassisk grillbar, som man kendte den i 1980’erne. Her serverer de burgere, shawarma og pomfritter, og så har de tilføjet hjemmelavet naanbrød, cheesefries og små retter som kimchi og kabis til menuen. Hos Bobbabella har de det enkelte produkt og kvaliteten i fokus, og alt er lavet fra bunden.
Til din servering kan du få Albani-øl fra fad og klassiske sodavand som Squash, Coca Cola og Faxe Kondi. Om sommeren kan man få slushice med rabarber fra Kadeaus eget mosteri og “icecream sandwiches”, som får munden til at løbe i vand bare ved tanken. Navnet “bobbabella” betyder troldebarn på bornholmsk, og man må sige, at Kadeaus børneunivers i Tivoli Food Hall indeholder smagsoplevelser for alle og enhver.
THE BIRD & KISSMEYER
The Bird & Kissmeyer har vist sig at være en vellykket kærlighedsaffære mellem gourmettoasts, gin & tonic og den prisbelønnede Anders Kissmeyers craft beer. Her kan du nyde en fyraftensdrink i selskab med en af de mange virkelig lækre toasts, og så er spørgsmålet egentlig bare, hvilke af slagsen du skal vælge. The Bird & Kissmeyer tilbyder nemlig 70 forskellige gins, 10-12 typer tonics og 15 forskellige fadøl. Som noget nyt har de gjort valget en smule nemmere, og serverer en “tasting menu” med 4 valgfrie øl for 100 kroner, så du kan smage på lidt af hvert uden at gå på kompromis.
Toastmenuen er The Birds moderne fortolkninger af klassiske toasts, og de er lavet på gode, økologiske og danske råvarer. Deres Mango Chick med økologisk kylling marineret i krydret mango med lagret cheddar, dansk gouda, spinat og syltede løg er en klar vinder, hvis du er til de lyse, syrlige og humlede øl. Er du hellere til gin & tonics, laver The Bird & Kissmeyer nogle kombinationer, der giver mulighed for virkelig at fornemme nuancerne i den kendte drik. Deres Poppy Passion med Bulldog-gin, Thomas Henrys hyldeblomsttonic, passionsfrugt og lime er barens bestseller.
TAPA DEL TORO
Frisklavede, spanske tapas, vin, sherry, kolde øl, cava og god, afslappet stemning. Dette er, hvad den autentiske, spanske tapasbar Tapa del Toro, som man kender fra Torvehallerne, er kendt for. Koncept er nu kommet til Tivoli Food Hall, hvor man kan spise sig igennem et hav af forskellige spanske tapas. Der er noget for hver en smag, og både kød, vegetarer og fiskespisere kan finde noget på kortet. Der er til den lille og den store sult, men her er det hyggeligt at nyde et glas vin og nogle småretter, imens man sidder i baren og nyder synet af kokken, der tilbereder de smukke anretninger.
Tapa del Toro er udover at være en tapasbar også importører af de spanske råvarer, og der bliver derfor udelukkende serveret mad og drikkevarer fra det spanske land. Der er 20-25 forskellige tapas at vælge imellem, så det er bare om at bestille en iskold San Miguel, mens man beslutter sig for, hvad man skal sætte tænderne i.
LÆS OGSÅ: Københavns 5 bedste pizzaer