Græskar & blommer
Græskar kan man som bekendt lave sjove hoveder af på ens trappetrin til stor morskab for de mindste – eller gæster. Men der er ingen grund til at smide kødet ud, når du har udhulet det orange hoved. Græskar smager sødt og lidt smøragtigt. Smagen har ikke særlig meget styrke, men græskar fungerer blandt andet fint til kød og som fyld i supper, tærter og kager. Og så indeholder de A-, C-og E-vitamin.
Hvis dine naboer – eller du selv – har små børn, er der stor risiko for, at dine blommer i baghaven aldrig klarer den igennem sensommeren. Medmindre dit blommetræ er i en størrelse, hvor man skal være særlig modig for at turde klatre op i det. Blommer er i familie med ferskener, abrikoser og kirsebær. Smagen i det saftige frugtkød varierer fra sød til syrlig afhængig af sorten. Blommer smager fantastisk, som de er, men du kan med rette også bruge dem til desserter eller i salater. De er også gode til bagværk, chutney, grød og til syltning.
Vi har fået Marcus Lund Sandemann til at fremtrylle seks retter til dig af de to sæsonråvarer.