Fasandræberen

Selv ikke en af de værste snestorme i staten New Yorks historie kunne afholde en fasansulten Urban Huntsman fra at vende firhjulstrækkeren mod Woodstock. Det kom der kolde fingre, klaprende tænder og en masse gode retter ud af.

Af: Danny Christensen / Foto: Danny Christensen & Nick Dabas

13. november 2016

De har givet os meget. Hyundai, sushi, slowmotion, flyvende mennesker som slås med sværd, fugleinfluenza og ikke mindst Bruce Lee. Men hvis du spørger mig, er den eneste asiatiske importvare, der virkelig er værd at tale om, den smukke og meget velsmagende fasan.

Stenaldermennesket fra Asien har haft fornøjelsen af at jage og spise denne lækre fugl i tusinder af år. Det var dog ikke før, de storhedsvanvittige og madglade romere bragte den til Europa, at vi herhjemme fik den udsøgte fornøjelse af denne saftige og smukke fugl. Og der skulle endda gå yderligere 1000 år, inden den kom til USA. Til gengæld har amerikanerne i den grad taget den til sig, som de i øvrigt gør med alt, der smager godt.

Når man vokser op på en gård ved Vejle Fjord, som jeg gjorde, kender man fasanen rigtig godt. Den var altid en hyppig gæst ved fuglenes foderbræt i haven.

Inde fra den varme stue kunne jeg sidde i timevis og iagttage denne smukke fugl, mens den hyggede sig med korn og sol- og støvbadede. Jeg sad ofte og drømte mig helt væk, indtil naboens satans kat kom og jagede alle fuglene væk.

Det var også den første fugl, jeg selv havde fornøjelsen af at jage. Gammel kærlighed ruster som bekendt aldrig, så det er stadig min favoritfugl i dag. Både på jagtmarken og også på et veldækket spisebord sammen med familie og venner.

Min ven Owen og jeg havde besluttet os for at forlade New York City for at køre op til mit hus i Woodstock. Vi havde planer om at gå lidt på jagt, da det skulle blive flot vintervejr med blå himmel og glødende varm vintersol. En perfekt ”Kodak-dag” – tænkte vi!

DODGEN PÅ MANDDOMSPRØVE

Dagen inden vi skulle af sted, ramte en af de kraftigste snestorme, New York nogensinde har oplevet. Alt var kaos, og mange veje lukkede. Men jeg glædede mig til at skulle prøve kræfter med snemasserne. Endelig skulle min Dodge på en rigtig manddomsprøve. Nu kunne jeg én gang for alle få afklaret, om den virkelig havde så meget bundtræk, som reklamerne påstod. Det havde den. Og efter 5 timer kom vi endelig frem, efter en eventyrlig køretur ind og ud mellem væltede træer, meterhøje snedriver, forulykkede biler og blinkende lygter.

Det skulle vise sig at være den sidste del af turen, faktisk den 150 meter lange grusvej op til mit hus, der var den egentlige udfordring. Her lå der vel nok en 75-80 centimeter sne. Og det klarede Dodgen ikke – solidt bundtræk eller ej.

HJÆLPENDE HÅND FRA HARLEY-MUNKEN

Med en bil fyldt med jagt- og fotoudstyr var gode råd dyre. Svaret kom fra oven – eller rettere fra lidt længere nede ad vejen. Mine nærmeste naboer er et græsk/katolsk kloster med 20 ikke helt almindelige munke. Vi kørte derned og mødte Little John og Wild Bill – som de så poetisk bliver kaldt – i fuld gang med at rydde gårdspladsen for sne med hver deres udstyr. Little John med traktor og Wild Bill med en god, gammeldags sneskovl. Bill er tidligere skovhugger, og John har været Harley Davidson-mekaniker for Hells Angles. Jeg måtte krybe til korset og tilstå, at jeg som så mange gange tidligere havde brug for lidt hjælp. Og makkerparret var som altid klar til at give en hjælpende hånd.

STILLE SNE

Da vækkeuret ringer klokken 7.00 næste morgen, er det fortsat helt mørkt udenfor.

Mens kaffen brygger, begynder dagens første lys at titte frem, og jeg kan ane skoven uden for vinduet – der er helt stille. Her rører sig ikke en vind. Men sneen falder kraftigt.

Der er nu tæt på en meter sne udenfor, og jeg tænker bekymret på, om min jagthund, Cody, kan snuse noget som helst op med al den nye sne. Ligesom jeg tænker på, hvor mine elskede fasaner mon gemmer sig i et vejr som det her.

Vi kører igennem et øde landskab uden andre biler eller noget som helst andet, der signalerer liv. Vi når frem til første såt, en stor, åben, høstet majsmark omgivet af flere små krat og tilgroede grøfter. Her finder vi normalt altid fasaner, som hygger sig med resterne af den for længst overståede efterårshøst.

Men i dag er her helt stille. Sneen daler smukt ned omkring os, og der ligger i forvejen rigtig, rigtig meget sne. Grøfterne og buskene giver normalt ly og skjul til fasanerne, men de er prydet af hvidt, og de efterladte majskolber ligger dybt begravet under et tykt lag sne. Jeg sender Cody af sted for at afsøge de små buske og remiser, alt imens Owen og jeg forsøger at pløje os igennem snemasserne og følge med.

WHAT GOES UP…

Det er koldt. Pissekoldt! Vores bukser er våde af sneen, vores kæber frosne. Der er intet liv her. Vi vender om og begynder at gå tilbage. På vejen støder vi på et æbletræ, der stadig har nogle gamle, fermenterede æbler hængende – de er gode! De er ikke frosne, hvilket betyder, at alkoholprocenten er høj, så vi sætter læberne til og suger den dejlige, naturlige æblecider i os. Den varmer vidunderligt. Vi kommer de sidste æbler i lommen og gemmer to til madlavningen senere.

Herefter søger vi længere ind i bjergområdet, hvor der er mere ly for vind og vejr og nok mere skjul for fasanerne. Da vi når frem, daler sneen stadig ned fra himlen. Det er, som om alt foregår i slowmotion, og der er helt stille. Jeg får en pludselig følelse af, at vi bliver iagttaget, at vi ikke er alene.

Vi går stille fremad, og Cody er tydeligt ophidset over et eller andet. Han springer rundt i den dybe sne, mens Owen og jeg igen forsøger at følge med. Pludselig stopper han og kikker forvirret rundt. Da vi når hen til ham, kan jeg se, at der er et underligt spor i sneen. Det ser mest af alt ud, som om en pingvin har skubbet sig frem oven på den dybe sne, men jeg kan ane, at noget langt har lavet et spor bag dyret.

Vi følger sporet lidt længere frem, så stopper det pludselig med et hul ned i sneen. I samme sekund kommer Cody springende bagfra og skyder med hovedet først ned i den dybe sne. Som en bombe eksploderer sneen foran os, og op af det hvide tæppe rejser der sig en smuk og højrøstet fugl, som går på vingerne op imod det smukke vinterlandskab i baggrunden.

Enhver jæger, som har lettet en fasankok på tæt hold, ved, hvordan denne smukke fugl kan skræmme livet af én. Men what goes up must come down, også denne kornfede fasan. Efter et enkelt skud klapper den vingerne sammen og daler ned mod den rene, hvide overflade på marken foran os.