Få en festlig madoplevelse i historiske omgivelser
Langelinie Pavillonen er både blevet sprængt i luften og bygget om flere gange, siden de første mursten blev lagt i 1884. I dag bliver der serveret alt fra nordisk og fransk til italiensk mad i køkkenet, hvor den eneste faste forudsætning er, at kvaliteten skal være høj. Vi tegner et portræt af den historiske bygning.
Langelinie Pavillonen
Alt kan mere eller mindre lade sig gøre i Langelinie Pavillonen. Lokalerne er designet til at kunne skabe rammerne om enhver fest, uanset om det er et intimt selskab på 20 mennesker eller en stor firmafest med 800 gæster. Og for at sikre fællesskabsfølelsen og den gode stemning foregår arrangementerne naturligvis ved langborde eller runde borde.
Bygningen nærmer sig en størrelsesorden på 3000 kvadratmeter, som er fordelt på tre etager i forskellige størrelser. Nederst i stakken er den bastante underetage, ovenpå er hovedetagen med de mange glaspartier, og på toppen er der tagterrasse. Gæsterne kan bevæge sig rundt i hele huset, og der er direkte udgang til terrassen og promenaden. Afhængigt af, hvor i pavillonen man befinder sig, er der udsigt til hav, by eller volde, og de smukke omgivelser bliver nærmest taget med indenfor.
I en tid, hvor alting bliver moderniseret, kan det være svært at finde steder, der stadig emmer af sjæl og historie. Fortidens spor bliver slettet, malet over med ny maling og erstattet med nutidigt møblement og interiør. Og den forvandling betyder ofte, at gamle historier bliver glemt. Men på trods af talrige renoveringer og en enkelt eksplosion, er det ikke sådan, det er gået for Langelinie Pavillonen.
Et selskabeligt hjerte i byen
Langelinie Pavillonen ligger midt i Københavns baghave på en dæmning ved Kastellet. Her er der frit udsyn til hav, grønne omgivelser og promenaden ved Langelinie, hvor en berømt lille havfrue sidder og pynter.
I dag er Madkastellet partner og medejer af den blå bygning med de mange vinduer. Madkastellets vision er at få pavillonens selskabelige hjerte til at banke igen og tage det tilbage til det festlige samlingspunkt, det var før i tiden. Der skal åbnes op for alle, og med respekt for den unikke arkitektur og historie, skal Langelinie Pavillonen løftes ind i den moderne tidsalder.
Pavillonens lokaler vil både rumme sommerrestaurant, søndagsbruncher, firmafester, koncerter, bryllupper, udstillinger, møder, konferencer og selskaber af enhver art. Dét, der binder det hele sammen, er gastronomien og Langelinie Pavillonens historie som mødested for folket.
Frit spil
På den gastronomiske front har køkkenet frie rammer til at sammensætte menuer, uanset om det skal være nordisk, fransk, italiensk eller noget helt fjerde. Den eneste regel er, at maden skal holde et højt niveau. Derfor har Madkastellet også allieret sig med kokken Torsten Vildgaard fra Michelin-restauranten Studio, som på bestilling tropper op med et hold af kokke og en Michelin-menu.
Til februar kan du opleve Langelinie Pavillonens mange facetter, når huset deltager i Dining Week 2017. Her serverer de den såkaldte husmenu, som også er den, man får ved selskaberne. Den består af torsk, dansk kål, boghvede og skilt sauce med urteolie og peberrod til forret. Hovedretten er en langtidsstegt og grillet gris med knuste svær, tørrede blåbær og blomster samt hybenrose med rødbede, sprød salat og østers. Det bliver serveret med en sauce på teriyaki og syltede kantareller og kartofler med persille som tilbehør. Menuen bliver rundet af med ”Langelinies æbletrifli anno 2017”, som er danske, syrlige æbler med chokolade, citrontimian og jernurt.
Udover en tre-retters menu skruer Langelinie Pavillon op for den selskabelige ånd og gode stemning. Der vil derfor være velkomstdrinks, snacks og baggrundsmusik i hverdagene under Dining Week, mens der fredag og lørdag spilles op til fest med en DJ. Og den beundringsværdige panoramaudsigt følger selvfølgelig med.
Tilbage til fortiden
Som gæst på Langelinie Pavillonen får du ikke bare en festlig madoplevelse. Du får også stedets historiske vingesus at mærke. Området på Kastellet blev i sin tid udstykket som feriemål af kongen, men i 1884 blev den første udgave af Langelinie Pavillonen bygget, og historien begyndte her. Stedet var populært for københavnerne at slide danseskoene op, men da bygningen blev sprængt i luften under 2. verdenskrig, stoppede festen imidlertid.
Faktisk er Langelinie Pavillonen blevet bygget op tre gange over årene. Sidste gang var i 1956-58, hvor den sprængte pavillon gav anledning til det arkitektoniske håndværk, der ligger på adressen i dag. Over den seneste årrække er lokalerne blevet benyttet som selskabslokaler for primært virksomheder og forretningsfolk. Men nu er Madkastellet de nye ejere ved roret, og kursen er sat mod gamle dage.
Læs mere på diningweek.dk og langelinie.dk.
LÆS OGSÅ: En skjult oase i Nordvest