En weekend i Stockholm
Selv kalder stockholmerne deres by for Skandinaviens hovedstad. Og med tanke på den storslåede natur og de majestætiske bygninger, de evigt trendy svenskere og ikke mindst en spændende restaurantscene er man næsten tilbøjelig til at give dem ret. Vi har været en smuttur nordpå og guider her til, hvordan en ægte foodie-weekend i den svenske hovedstad kan se ud.
Der er meget mere ved Sverige end rejemadder, brott med korv og potatismos. Den pointe er igennem de seneste par år blevet cementeret i både ind- og udland, og Stockholm især er et fortræffeligt sted at opleve den moderne, svenske madkultur. Her nyder kokkene godt af det kæmpestore spisekammer, den stockholmske skærgård tilbyder, og for at klare sig igennem de mange måneders isvintre bliver råvarerne syltet, fermenteret og røget. Stockholm byder på alt fra de lidt finere restauranter i det mondæne Östermalm og hippe caféer på Södermalm til en tur i byens kæmpestore botaniske have, hvor de dyrker grøntsager på livet løs.
FREDAG
FIKA PÅ BYENS MEST CHARMERENDE HOTEL
Udover at være et kulturelt samlingspunkt for en del af Stockholms museer huser den lille, grønne ø Skeppsholmen også det hyggelige Hotel Skeppsholmen. Selv hvis du ikke har booket et af de fine værelser her, kan det anbefales at tage gåturen fra Gamla Stan eller havnebussen Djurgårdsfärjan fra Södermalm til hotellet. I caféen nyder både stockholmere og turister en god frokost eller en lille fika-tid med hjemmebagte kanelbullar og en kop kaffe. Om sommeren bliver terrassen foran hotellet gjort klar med hvidmalede borde og stole, og udsigten til havet, Södermalm og Fotografiske Museet bliver vist ikke bedre.
Hotel Skeppsholmen
Gröna gången 1
hotelskeppsholmen.se
GASTROLOGISK MIDDAG
De to unge, svenske stjernekokke Jacob Holmström og Anton Bjurh arbejder med gastronomi i en – i deres optik – meget logisk ramme på restauranten Gastrologik. Råvarernes tilgængelighed sætter rammerne for menuen i højere grad end, hvad folk efterspørger, og her er en kartoffel lige så meget værd som en trøffel. Menuen skifter dagligt og bliver sammen med dagens råvarer præsenteret, når man ankommer til restauranten, hvis indretning er holdt i en stram, skandinavisk stil. Efter middagen kan du vælge at få menuen med hjem på print, og på Gastrologik skal du blot læne dig tilbage og lade kokkene bestemme for dig. Menuen hedder nemlig altid Let Today’s Produce Decide, og prisen ligger på 1295 svenske kroner. Mange af grøntsagerne kommer fra Stockholms forrådskammer Rosendals Trädgärd, som er en stor grøntsagshave lidt uden for byen. Stilen er innovativ, råvarerne lokale, stemningen i top, og antallet af Michelin-stjerner er 1. Restauranten har for nylig fået en lillesøster, Speceriet, der som nabo til Gastrologik serverer uhøjtidelige og virkeligt smagfulde deleretter. Hvor den finere nabo kræver bordbestilling i god tid, kan du blot stikke hovedet ind forbi Speceriet og håbe på, at ventetiden ikke er alt for lang.
Gastrologik og Speceriet
Artillerigatan 14
gastrologik.se
LØRDAG
MORGENMAD I CENTRUM
Hyggelige caféer er bestemt ikke en mangelvare i Stockholm, og en af de mest oplagte af slagsen er Snickarbacken 7, som ligger mellem Östermalm og Norrmalm i byens centrum. Caféen ligger gemt væk i bunden af en stille, blind gade kaldet Snickarbacken, hvilket betyder, at ingen turister finder vej hertil. Snickarbacken 7 fungerer som en kombineret café/konceptbutik, hvor kortet byder på simpel morgenmad og frokost samt selvfølgelig et udvalg af kager og kaffe, mens du i butikken kan shoppe vintage Arne Jacobsen-stole og nyt, svensk design. Snickarbacken 7 er indrettet i en gammel stald, og stedet bliver hurtigt fyldt op med hippe stockholmere en weekendmorgen.
BYENS BEDSTE KANELBULLAR
At spise kanelbullar på en weekend i Stockholm er lige så givet som at besøge Fotografiske Museet eller gå en tur i Gamla Stans snævre og farverige gader. Et must! De bedste af slagsen får du på Fabrique, Stockholms mest populære bagerikæde med butikker hele tolv steder i byen – så kan du selv vælge, om du vil nyde dem på Södermalm, i Gamla Stan eller i Vasastan. I Södermalms SoFo-kvarter (South of Folkungagatan) ligger Fabrique på den lille og brostensbelagte Södermannagatan. Her bliver alt bagt i stenovn, og udover de saftige og virkeligt velsmagende kanelbullar får du også kardemommebullar, cookies, croissanter – og selvfølgelig de svenske ’semlor’ i sæsonen.
Fabrique
Södermannagatan 24
fabrique.se
KØD FRA SKÆRGÅRDEN
Hos Svartengrens er de glade for kød, rigtigt glade. Den smukke restaurant med hvide duge, levende lys og friske blomster i vaserne henleder måske ikke tankerne på en barbecuefest extraordinaire. Men det er lige præcis, hvad de serverer i den her perle, der ligger i byens Norrmalm-kvarter. Her både sylter, tørrer, fermenterer og ryger de i køkkenet fra bunden, og al kød kommer direkte fra den stockholmske skærgård, hvor restauranten samarbejder med gårde om at skabe bæredygtige forhold for dyrene. Gårdene dyrker også biodynamiske grøntsager, og udskæringerne skifter dagligt. På kortet kan du se, hvilke gårde kødet kommer fra, og serveringen sker i ægte amerikanerstil med alt kødet på et fad og sideorders ved siden af som for eksempel ’løg, løg, løg’: løg fyldt med æblerøget bacon og cheddar, løgringe med løgdip og løgjuice. Eller den mere klassiske af slagsen: fritter, bearnaisesauce og tomatkompot eller den friske: grillet julesalat, honningristede rødbeder, figner og cheddar med gedeost i balsamicodressing. Hvis du ikke har fået nok, kan du endda købe hjemmelavet bacon med hjem, og så skulle kødlysten vist også være tilfredsstillet på bedste vis.
Svartengrens
Tulegatan 24
svartengrens.se
SØNDAG
MORGENMAD OG KULTUR
Hver lørdag og søndag serverer de en god brunch på Färgfabriken, der ligger på Liljeholmen vest for Södermalm. Den gamle farvefabrik ligger i et industrilignende kvarter som et samlingspunkt for eksperimenterende kunst og kulturelle arrangementer. I husets rå café med store vinduer og betongulve får du klassiske brunchretter med gods i som en god burger, Eggs Florentine med koldrøget laks, braiseret højreb, avokado, koriander, røgede mandler og syltet chili. Samt de lækre pandekager, citrontærten eller de friskbagte croissanter – ikke at forglemme.
Färgfabrikens Kafé
Lövholmsbrinken 1
fargfabrikenskafe.se
FROKOST I HAVEN
Gamla Orangeriet er et af de hyggeligste og mest idylliske steder i byen. Det gamle orangeri ligger i Bergianska Trädgården, Stockholms botaniske have, og her får du i smukke omgivelser serveret frokost med fokus på grønt fra køkkenhaven. Hver dag i ugen fra 11.00 til 15.00 (16.00 i weekenden) kan du nyde en menu, som for eksempel kan bestå af kogt torskefilet med fennikel, rødbeder, kartofler og ristede gulerødder eller salat med kylling stegt i chili, abrikos- og mandelcouscous samt blomkål og ristet hvidløg. Gamla Orangeriet er kendt for deres bagværk, og den hjemmebagte hindbærtærte med vaniljecreme serveret i sommersæsonen skulle være værd at rejse efter!
Gamla Orangeriet
Veit Wittrocks väg 7
gamlaorangeriet.se
MIDDAG PÅ LILLA EGO
Med det svenske rockband Kent som baggrundsmusik (heraf restaurantens navn) kan du i Vasastan nyde moderne svensk mad i uhøjtidelige omgivelser til overkommelige priser. Her er det en god idé at reservere et bord et godt stykke tid i forvejen, dog er otte pladser i baren forbeholdt ’drop-ins’, så man kan også prøve lykken. Menuen skifter dagligt og kunne for eksempel lyde på: marineret sild med æggeblomme og majroe, semla med gruyère, svampe og granskud eller sandart med sauce af flodkrebs og øl.
Lilla Ego
Västmannagatan 69
lillaego.com