”Det skal være kalorierne værd”
For slotskonditor Torben Bang fra Kokkedal Slot Copenhagen er ærlige og rene råvarer altafgørende i en kage eller dessert. Han kunne aldrig drømme om at bruge margarine i stedet for smør eller erstatte den ægte chokolade med vekao. Det skal være kalorierne værd – og netop den filosofi viser han nu sine sødeste eksempler på i den splinternye kagekogebog Slotskager.
Du skal vide…
Slotskager koster 199 kr. og udkommer den 16. marts. Den kan købes på Kokkedal Slot Copenhagen, online via shop.kokkedalslotcopenhagen.dk, i Kunst & Køkkentøj, i alle Imerco-butikker samt hos boghandlere.
Man kan roligt sætte de søde forventninger højt, når slotskonditor Torben Bang fra Kokkedal Slot Copenhagen dette forår serverer et udpluk af sine bedste opskrifter på kage, konfekt og chokolade i den nye kogebog ”Slotskager”.
Gennem 20 år som bager, konditor, dessertkok og chokolatier i både Europa og USA har han samlet inspiration og indsigt til de i alt 45 opskrifter, som bogen byder på. Og den grundlæggende filosofi bag lækkerierne er langt fra tilfældig, hvis man spørger den 40-årige feinschmecker.
”For mig handler det om at skabe den store smag i selv den mindste bid. Om at ramme en renhed og en koncentreret oplevelse, der charmerer sanserne og sender dem ud på en forførerisk rejse. Det kan du kun, hvis råvarerne er de allerbedste og uden dikkedarer,” fortæller Torben Bang, der har haft gedigne, danske bageingredienser tæt inde på livet helt fra den tidlige barndom i det jyske, hvor han allerførst blev forført af bagværkets kunst. Sidenhen har han blandt andet arbejdet i Kransekagehuset i København, hvor han stod i lære som konditor.
INTENS OG FYLDIG SMAGSOPLEVELSE
I dag bager han stadig teboller efter den gamle familieopskrift og kunne ikke i sin vildeste fantasi forestille sig at slække på smørindholdet eller erstatte det med efterligninger. Det skal ganske enkelt være kalorierne værd, fortæller han med en tråd til en af bogens øvrige opskrifter, den fyldte chokolade med karamel og salt.
”Mange vil nok tænke: ’Puha, der må være mange kalorier i den.’ Men det fine ved et stykke fyldt chokolade som det her er, at smagsoplevelsen er så intens og fyldig, at nydelsen også bliver det. Du kan smage lige nøjagtig, hvad det er lavet af.”
Med Slotskager viser Torben Bang sin kærlighed til klassikerne ledsaget af en leg med salte køkkenindslag og nye, nordiske nuancer. Opskrifterne er tilrettelagt efter årstider og højtider som for eksempel påsken, der frister med en Sarah Bernhardt med passionsfrugt og en påskelagkage med ananas, kokos og lys chokolade.