Brombær & spidskål
Brombær er aktuelle fra august og langt ud på efteråret. Og så er de efter sigende et af de sundeste bær, man kan finde i haven og fritvoksende i naturen. Du kan spise dem friske fra busken, lave syltetøj af dem, bruge dem i desserter, presse juice af dem eller bruge dem som tilbehør til morgenmad eller vildtretter. Brombær er rige på vitaminer, mineraler og fibre, og de har et stort næringsindhold med masser af antioxidanter.
Spidskål er mildere end andre kålsorter. Det er en sommerkål, og som andet sommergrønt er den spæd og sprød i smagen. Den smukke, kegleformede, grønne kål smager godt til næsten alt – fra store bøffer til klassiske frikadeller, fugl og fisk. Du kan med fordel vende dampet spidskål med lidt olivenolie, salt og citron og nyde den helt enkel.
Hvis dit ambitionsniveau trods alt er lidt højere, kan du se Marcus Lund Sandemann over skulderen. Han har traditionen tro tilberedt seks sæsonaktuelle retter. Denne gang med brombær og spidskål.