4 gode steder med bobler
Mange forbinder de sprudlende drikke med fejringen af det nye års indtræden. Men hvorfor holde sig til den ene aften om året, når du kan smøre halsen med de dejlige dråber hele året rundt? Et glas bobler på en lun sommeraften kan faktisk være lige så belejligt som en kop varm kaffe på en kold vinterdag. Vi har fundet fire steder, du kan holde mousserende mandag i solen.
VINHANEN
På en sidegade til Blågårdsgade på Nørrebro ligger Vinhanen. Det første syn, der møder dig, er et par store tønder bag disken. Tønder, som er fyldt med gyldne dråber – hvide såvel som røde. Og så er der selvfølgelig champagnen, der kan købes på både glas og flaske. Udvalget af de boblende herligheder er så stort, at det er svært at holde sig til et enkelt glas. Derfor kan du mellem glassene godt få brug for at fylde maven med andet end bobler. Heldigvis har Vinhanen et fint udvalg af oste og charcuteri, som du kan mæske dig i, mens du nyder dit/dine glas.
Baggesensgade 13
2200 Kbh. N
CHAMPAGNEBAREN
I Kødbyen på Vesterbro ligger baren med det mundrette navn Champagnebaren. Visionen bag Champagnebaren har været at skabe et uformelt sted, der serverer de ellers formelle dråber. Et sted, som passer ind i flokken af øvrige barer i Kødbyen. Og det er lykkedes, for selvom boblerne bliver serveret i fine krystalglas, er det til overkommelige priser. Og så er udvalget stort – du kan vælge mellem mere end 50 forskellige flasker på Champagnebaren, så der er nok at gå i krig med.
Kødboderne 3
1714 Kbh. V
CAVA BAR
Hvis dine bobler helst skal hedde cava, så er Cava Bar det helt rigtige sted for dig. Som navnet antyder, står de spanske bobler øverst på menukortet – og du kan supplere dem med spanske mundgodter, som kreeres af kokke, der er hentet hjem fra Barcelona. Derfor er Cava Bar så autentisk spansk, som det kan blive, i midten af København. Hvis den danske sommer svigter indimellem, så smut ind, og få et skud spanske bobler – det burde få dig på andre og bedre tanker.
Nikolajgade 18
1068 Kbh. K
BALTHAZAR CHAMPAGNE BAR
Med et udvalg på omkring 150 forskellige flasker champagne burde du være rimeligt godt dækket ind, når du besøger Balthazar Champagne Bar – hvad enten du er til de søde, de sure eller dem, man ikke kan få andre steder i København. Champagnebaren ligger i Hotel d’Angleterres gamle personaleomklædningsrum, og både omgivelser og udvalget af bobler er udvalgt med omhu. De eksklusive dråber kan nydes alene eller få passende følgeskab af et par hummerhaler eller en klat kaviar – hvis du da har spenderbukserne på.
Ny Østergade 6
1101 Kbh. K