4 gode barbecuesteder
Barbecuebølgen er så småt ved at skylle ind over København, og selvom det endnu ikke vrimler med de amerikanskinspirerede steder, så findes der er par stykker spredt ud over byen. Vi har fundet frem til fire af de bedste.
BARBIE
Oubæk og co. er efterhånden allestedsnærværende på den københavnske restaurantscene, og med barbecuejointen Barbie er de vist endnu ikke overgået på den front. Her skal du igennem Retour Steaks lokaler på Vesterbro og ned ad trappen, hvor langborde og kød en masse venter dig. På ægte amerikansk manér serveres kødet på blikbakker med tilbehøret i papbægre, og her kan du vælge at købe en bakke med fire slags kød og tre gange tilbehør for 250 kroner per person. ’Pork ribs’, ’smoked pork sausage’, ’beef brisket’ og coleslaw samt mac & cheese kan være lidt af udvalget på bakken.
Trommesalen 5
1614 Kbh. V
hbarbiebbq.dk
PS BAR & GRILL
Menukortet hos den store PS Bar & Grill i Indre By byder på et middelhavsinspireret udvalg med en masse småretter til at dele. Kød er godt repræsenteret på kortet, og her kan du blandt andet få glaseret svinebryst med sesam, chili og soja samt lammeskank med rødvin og timian. Som side orders byder PS Bar & Grill for eksempel på pommes frites, kartoffelgratin og blomkålspuré. Side orders koster 30 kroner per styk, mens kødretterne koster fra 105 kroner til 165 kroner.
Pilestræde 12A
1112 Kbh. K
psbargrill.dk
GREASY SPOON
Greasy Spoon i Indre Bys latinerkvarter – bedre kendt som Pisserenden – har åbent hele dagen og byder på alt fra morgenmad til burgere og steaksandwich. Fokusset er amerikansk comfort food, og selvom de ikke er erklærede barbecueentusiaster, så skorter det ikke på de kødfyldte retter. Til big cheese- eller pulled pork-burgeren får du serveret cole slaw og onion rings, mens du kan slukke tørsten i en milkshake eller smoothie på caféen indrettet i en klassisk diner-stil.
Studiestræde 14
1455 Kbh. K
O MO NIM
O Mo Nim på Gasværksvej på Vesterbro serverer koreansk barbecue, der er en del bedre for stofskiftet end de amerikanske varianter. Her handler det nemlig om dampede grøntsager, magert kød i tynde skiver, grillet fisk og suppe. På den lille restaurant, som var den første koreanske restaurant i Danmark, får du ud over barbecuen også serveret tangsuppe og pickles som side orders. Specialiteten er de såkaldte ’bulgogi’, tynde skiver af svine- eller oksekød marineret i en sød, sojabaseret marinade. Her kan gæsterne ved bordet selv tilberede maden ved den lille gasgrill, der står midt på alle bordene.
Gasværksvej 21
1665 Kbh. V