5 sociale spisesteder med langbordsmiddage i København
Københavnerne er blevet særdeles glade for at sidde side om side med hinanden og dele aftenmåltidet på ’family’-manér. Vi har samlet en håndfuld spisesteder i byen, hvor du kan mødes med både nye og gamle venner om et langbord.
Folkehuset Absalon
Hver aften kl. 18, alle ugens syv dage, bliver der dækket op til fællesspisning i Folkehuset Absalon. Den gamle kirke blev for fire år siden forvandlet til et samlingssted for unge såvel som ældre, og det har været en rivende succes. I løbet af dagen finder du flittige studerende og mødre på barsel, der samles om den billige kaffe, hjemmebagte boller med ost eller dagens frokostret. Om aftenen bliver Absalon fyldt af gæster til fællesspisning, som måske bliver hængende til en omgang temabanko eller musikquiz og en fadøl. Pladserne til spisning forsvinder hurtigt, så husk at købe din og dine venners billetter i god tid.
Sønder Boulevard 73,
1720 København V
Hverdagen
Dette helt nye spisested på Onkel Dannys Plads rummer både det charmerende og måske lidt hektiske af Vesterbro-omgivelserne, men også en rolig og afslappet atmosfære i gården ind mod den brune kødby. Hverdagen har et stærkt fokus på grøn og klimavenlig mad, og alt på menukortet er økologisk. Hver torsdag er der langbordsmiddag, hvor en udvalgt menu vil blive serveret til deling ved bordet for alle gæsterne. Stemningen er uformel, priserne er i den lave ende, og hyggen er i top.
Onkel Dannys Plads 9,
1700 København V
Send flere krydderier
Enkel kogekunst fra hele verden midt på Nørrebro. Sådan lyder frasen hos Send flere krydderier, som ligger inde i Nørrebrohallen ved Den Røde Plads. Hver tirsdag og torsdag kl. 17-20 kan du opleve farverig verdensmad i form af skønne, hjemmelavede retter fra Pakistan, Libanon, Somalia eller Marokko. Maden tager inspiration i lokale råvarer og årstidens grønt, og så vejer økologi tungt på vægtskålen. Der er plads til både hele familien, vennerne, sportskammeraterne og kollegaerne, og det koster 65 kr. pr. næse over 10 år.
Nørrebrogade 208,
2200 København N
Østbo 103
I Østerbrohuset på Århusgade finder du Østbo 103, som både er et mødested, levested og spisested. Sidstnævnte er det bærende element i huset, som åbnede tilbage i maj måned, og det er her, fællesskabet især bliver hyldet. Hver tirsdag og fredag er du, nabolaget og andet godtfolk inviteret til langbordsmiddag med aftenens ret til 75 kr. pr. person. Der vil også ofte være underholdning som for eksempel comedy, brætspilsaften eller noget helt tredje til fællesspisningen om tirsdagen.
Århusgade 103,
2100 København Ø
Hahnemanns Køkken
Hahnemanns Køkken er grundlagt og ejet af Trine Hahnemann, og stedet dækker både over et spisested, et bageri, en kaffebar, en madforretning, en kokkeskole og et eventsted. På udvalgte torsdage byder de venner, familie og naboer velkommen til hyggelig fællesspisning med en ret lavet lige efter Trines hjerte. Det kan for eksempel være okseragout med pasta og urter eller bagt torsk med limesyltede courgetter, grønne bønner og misodressing. Der serveres også altid et vegetarisk alternativ.
J. A. Schwartz Gade 12,
2100 København Ø
LÆS OGSÅ: Roséruten: Her kan du få rosévin på glas